En bombe fra Anden Verdenskrig er blevet fundet i det centrale London.

Det britiske politi har efterfølgende evakueret området omkring Dean Street i bydelen Soho, skriver CNN og BBC.

Bomben, der beskrives som ''ueksploderet'', blev fundet omkring klokken 14 lokal tid af bygningsarbejdere.

Efterfølgende blev tusindvis af personer, der enten var på gaden eller arbejdede i området, straks evakueret.

CNN beskriver videre, at politiet udvidede efterforskningen.

Det betød, at en række nærliggende butikker og kontorbygninger i området også skulle evakueres. Hundredvis af personer blev derfor bedt om at gå hjem fra arbejde, så politiet kunne komme til.

Politiet er mandag aften fortsat talstærkt til stede ved områderne Oxford Street, Charing Cross Road og Shaftesbury Avenue, skriver BBC.

Evakueringerne er sket af sikkerhedsmæssige årsager, skriver politiet. Man forventer at kunne mindske antallet af evakueringer i løbet af aftenen, melder Metropolitan Police i London.