Flávio Bolsonaro hævder onsdag aften dansk tid, at han er Brasiliens "ægte valgte præsident".

Det siger han i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig rejser Bolsonaro anklager om valgsvindel og bekræfter, at han er flygtet til USA efter søndagens valg i Brasilien.

Bolsonaro tabte søndag præsidentvalget i Brasilien til den siddende præsident, Luiz Inácio Lula da Silva.

Valget er blevet erklæret gyldigt af brasiliansk højesteret, skriver nyhedsbureauet NTB.

Kort efter valget lød der meldinger om, at Brasiliens højesteret havde bedt Bolsonaro om at udlevere sit pas til politiet inden for 24 timer. Det skete som led i en sag, hvor han er mistænkt for korruption og hvidvask.

Den 45-årige senator afviser selv at have gjort noget forkert.

Mandag udtalte Bolsonaro, at han havde tænkt sig at indlevere sit pas, som han havde fået besked på, og sagde desuden, at han ikke havde tænkt sig at flygte fra landet.

Men onsdag viste tv-billeder ifølge Reuters, at Bolsonaro var landet i delstaten Florida i USA.

RITZAU