EU-landene vil torsdag vedtage den lovgivning, der er nødvendig for at lave udrejsecentre uden for Europa.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S) ved ankomsten til ministermødet i Luxembourg torsdag.

- Europa skal styrke de ydre grænser. Derfor er jeg glad for, at vi i dag vedtager hele lovgivningen for at udarbejde return hubs (udrejsecentre, red.), siger Morten Bødskov.

Han deltog torsdag morgen i møde i den gruppe af fem lande, der kæmper for at få oprettet udrejsecentrene uden for Europa.

Ud over Danmark består gruppen af Tyskland, Holland, Østrig og Grækenland.

Deres mål er at indgå aftaler med tredjelande, så det vil blive muligt at sende afviste asylansøgere ud af Europa til udrejsecentre i tredjelande i løbet af næste år.

- Vi havde et godt møde i fem-lande-gruppen til morgen, og tingene bevæger sig godt i den rigtige retning, siger Morten Bødskov.

RITZAU