»Vi overvejede at finde en flyver hjem allerede efter to dage. Det var ikke til at være i.«

Sådan siger børnehaveklasselærer Susanne Søholt Nielsen, der med sin kæreste besøgte selvsamme hotel i Hurghada, som to danskere omkom på henholdsvis nytårsaftensdag og den 2. januar.

Kæresteparret boede på Elysees Dream Beach Hotel fra den 21. december og én uge frem - og befandt sig altså på hotellet samtidig med de nu døde Verner Strunck og Leif Kristensen.

Susanne Søholt Nielsen og hendes kæreste ville holde jul under varmere himmelstrøg; en beslutning, som stadig vækker dårlige minder om mistænksom mad og beskidte værelser.

»Julearrangementet blev afholdt på hotellet. Men tjenerne fór forvirret rundt. Og efter en time, hvor ingen af os havde fået noget, valgte vi at gå på restaurant,« siger Susanne Søholt Nielsen og fastslår:

»Vi skal aldrig mere væk i julen. Det var simpelthen en dårlig oplevelse.«

Kaosset var ifølge Susanne Søholt Nielsen et obligatorisk tilkøb, hotelgæsterne skulle betale for, hvis de ville rejse med Detur i juleperioden og bo på Elysees Dream Beach Hotel.

Det var imidlertid ikke kun juleaften, der var en skandale. Hele ferien var op ad bakke.

En tidligere gæst på Elysees Dream Beach Hotel tog nogle billede af, hvad hotellets restaurant kunne byde på.
En tidligere gæst på Elysees Dream Beach Hotel tog nogle billede af, hvad hotellets restaurant kunne byde på. Foto: Elice Lune/Privat
Vis mere

»Der var flere ting i buffeten, som vi ikke kunne gennemskue, hvad var,« siger hun.

I stedet for at brokke sig hver dag over hotellets ringe service, mad og generelle standard, gjorde kæresteparret en dyd ud af at være der så lidt som overhovedet muligt.

Derfor husker Susanne Søholt Nielsen heller ikke at have mødt danskerne, som omkom på hotellet blot få dage efter deres hjemkomst.

»Vi spiste morgenmad på hotellet én enkelt gang. Men ellers besøgte vi kun hotellet for at sove og skifte tøj. Vi gjorde os umage med ikke at være der.«

Susanne Søholt Nielsen sendte dagen efter, at hun havde fået dansk jord under fodsålerne, en klage til det omdiskuterede rejseselskab, Detur. Men hun har i dag - tre uger senere - intet hørt.

Rejseselskabet skriver ganske vist på hjemmesiden, ’at behandlingstiden kan variere efter sæson. Forventet behandlingstid er i øjeblikket 4-8 uger.’

Men Susanne Søholt Nielsen forklarer, at hun ikke har fået så meget som en bekræftelsesmail.

Samme tilfælde kunne B.T. berette om fredag. Her havde et andet kærestepar besøgt Elysees Dream Beach Hotel og rejst med Detur og indsendt en klage den 3. november. Heller ikke de har hørt fra rejseselskabet endnu.

Susanne Søholt Nielsen fik tydeligvis ikke den juleferie, som hun havde håbet på.
Susanne Søholt Nielsen fik tydeligvis ikke den juleferie, som hun havde håbet på. Foto: Screenshot/Trustpilot
Vis mere

Susanne Søholt Nielsen har ytret sin mening på Trustpilot og har ikke tænkt sig at give op.

»Jeg er i dialog med Ankestyrelsen, og jeg villig til at gå hele vejen. Jeg vil have mine penge tilbage,« vedholder hun.

B.T. forsøgte både torsdag og fredag at få en kommentar fra rejseselskabet Detur, men uden held.

Ligeledes har rejseselskabet ikke besvaret den interview-forespørgsel, vi har sendt på e-mail.