En yderst voldsom hændelse fandt sent torsdag aften sted i en boligblok i den schweiziske by St. Gallen.
Blandt andre blev en højgravid kvinde og et lille spædbarn på tre måneder såret, da en mand gik til angreb med en machete.
Det oplyser det lokale politi, Kantonspolizei St. Gallen, i en udtalelse.
Det var kort efter klokken 21.30 torsdag aften, at politiet modtog en anmeldelse om en alvorlig hændelse i bygningen beliggende på Hochwachtstrasse.
Nu er en 34-årig schweizisk mand, der boede som lejer i boligblokken, mistænkt for at have brugt en machete til at angribe og såre fire personer.
Nogle af dem alvorligt.
Ifølge de foreløbige oplysninger fra politiets efterforskning skal den mistænkte mand pludselig være gået til angreb på en 29-årig højgravid kvinde i trappeopgangen.
Hun var i bygningen for at besøge sin 66-årige far.
»Da han (faderen, red.) skyndte sig at hjælpe, blev han også overfaldet og alvorligt såret af den formodede gerningsmand,« lyder det i udtalelsen fra politiet.
Angrebet førte til, at andre naboer i bygningen blev klar over, at der foregik noget ude på gangen, og de gik derfor ud for at se, hvad der skete.
Efterfølgende angreb den mistænkte mand også en anden lejer – en kvinde på 31 år – som havde sit tre måneder gamle barn med.
»Barnet blev også såret,« lyder det fra politiet.
Til sidst lykkedes det naboerne i bygningen at overmande og tilbageholde den nu anholdte mand.
»De første politifolk, der ankom, var i stand til at anholde den formodede gerningsmand. Han pådrog sig også uspecificerede skader under sin formodede forbrydelse,« lyder det.
Politiet oplyser, at ingen af de tilskadekomne ifølge de nuværende oplysninger er i livsfare.
»Der blev fundet en brændbar væske og gas i den formodede gerningsmands lejlighed. Hele bygningen blev evakueret,« oplyser politiet.
I udtalelsen lyder det videre, at den formodede gerningsmand i forvejen var kendt af politiet.
De nærmere omstændigheder for angrebet – og motivet bag – er fortsat ved at blive efterforsket.