Det første offer for gårsdagens skyderi på en highschool i Florida, der efterlod 17 døde skolebørn, er blevet identificeret som studenten Jamie Guttenberg.

Det skriver nypost.com.

Pigens forældre, Fred og Jennifer Guttenberg, havde efterlyst pigen på de sociale medier, hvor de spurgte om hjælp. Men sent onsdag aften fik de den frygtelige besked:

Jamie var død som en af de første, skriver Floridas WPLG-TV.

Billedet af Jamie Guttenberg blev delt af 2.840 Facebook-brugere, inden forældrene tog det bort igen.

Til gengæld lykkedes det for forældrenes søn Jesse at slippe hjem igen i god behold.

Broward Countys sherifkontor har endnu ikke offentliggjort navnene på nogle af de andre 16 ofre.

Derimod er den mistænkte skytte identificeret som den 19-årige Nikolas Cruz. Han var en tidligere student på skolen, men var blevet bortvist på grund af ballade.

Nikolas Cruz, som gik amok med et semiautomatisk våben, blev arresteret godt en time efter skyderiet.

Det var ikke nemt at få informationer via de sociale medier, for de fleste af studenterne brugte et pseudonym, når de opdaterede på Scapchat eller Instagram.

Jamie Guttenberg var en af de første ofre for skoleskyderiet i Florida.
Jamie Guttenberg var en af de første ofre for skoleskyderiet i Florida. Facebook

For eksempel var der en Twitter-bruger ved navn 'The Captain Aidan', som publicerede uidentificerede billeder af ham selv og andre studenter i et klasseværelse. De sad alle på gulvet og var i gang med at bruge deres mobiltelefoner.

»Min skole bliver beskudt, og jeg er låst inde,« skrev han.

»Jeg er fucking bange lige nu. Vær venlig ikke blot at sende Jeres kærlighed til mig, men bed også for ofrenes familier,« skrev han.

»Elsker Jer alle.«

Han identificerede sig senere som en student, og han delte billeder uden for skolen, hvor forældre febrilsk ventede på nyt. Han sendte også et tweet om, at han og hans bror var i sikkerhed sammen med forældrene i deres bil.

En ven af Winkander-familien havde delt et foto af Ben Winkander, der onsdag eftermiddag stadig var savnet efter skyderiet.

Hans forældre brugte 'Find min iPhone'-app'en og så, at han telefon viste sig at være på et hospital.

Da Bens far mødte op på hospitalet, kunne han ikke få nogen information.

Først flere timer senere fandt de ud af, at Ben var blevet skudt tre gange, og han var blevet opereret på hospitalet.