Blodspor fra 84-årige Nancy Guthrie, som er mor til en landskendt tv-vært i USA, er blevet fundet på verandaen ved kvindens hjem i Tucson i den amerikanske delstat Arizona.
Det fortæller den lokale sherif Chris Nanos på et pressemøde torsdag på baggrund af indledende DNA-test.
Nancy Guthrie forsvandt fra sit hjem for få dage siden. Hun blev sidst set den 31. januar, da hun blev sat af ved sin bolig i Tucson af familiemedlemmer efter at have spist middag med dem.
Dagen efter blev hun meldt savnet.
Efterforskerne formoder, at den forsvundne kvinde stadig er i live.
- Lige nu tror vi, at Nancy stadig er derude. Vi vil have hende hjem, siger Chris Nanos til journalister torsdag.
Nancy Guthrie kunne ikke have forladt sit hjem uden hjælp, da hun er meget dårligt gående. Det fik efterforskerne til at konkludere, at hun var blevet bortført.
Nancy Guthrie er mor til Savannah Guthrie, som er blandt USA's mest kendte tv-værter - blandt andet på grund af sin rolle som vært på NBC-programmet Today, som hver morgen serverer nyheder til millioner af amerikanere.
Sagen har fået massiv medieopmærksomhed i særligt amerikanske medier, hvor snesevis af journalister og tv-hold er strømmet til den ellers stille forstad i byen, hvor kvinden bor.
Den ældre kvindes helbred er i fare, da hun tager medicin.
- Hun har brug for daglig medicin. Vi ved ikke, om hun får sin medicin. Det kan i sig selv vise sig at være dødeligt, siger Chris Nanos ifølge nyhedsbureauet AFP.
Sheriffen siger i et andet interview med CNN, at han straks satte sine drabsefterforskere på sagen, da familien fortalte ham, hvad der var sket. Det bliver beskrevet som et usædvanligt skridt, da der ikke er fundet noget lig.
USA's præsident, Donald Trump, sagde onsdag, at han har talt med Savanna Guthrie for at sige til hende, at alle føderale retshåndhævende myndigheder vil stå til familiens og de lokale efterforskeres rådighed.
Savanna Guthrie offentliggjorde onsdag en video online, hvor hun bønfaldt om, at hendes mor kunne komme hjem. Hun opfordrede den eller dem, der måtte holde hendes mor fanget, om at række ud til familien.
Et påstået brev om løsesum er i denne uge blevet sendt til flere amerikanske medier og bliver i øjeblikket undersøgt af FBI. Ægtheden af brevet er endnu ikke fastslået.
FBI har udlovet en dusør på 50.000 dollar for afgørende oplysninger i sagen.
/ritzau/Reuters
