Den spanske kvinde, som er blevet et symbol på Spaniens boligkrise efter at have haft udsigt til at blive tvangsflyttet fra sin lejlighed, er død.

Det oplyser en lejerforening i Madrid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Maricarmen Abascal blev 87 år gammel.

Boligsagen medførte flere landsdækkende demonstrationer, da den 87-årige kørestolsbruger blev tvangsflyttet fra den lejlighed, som hun havde boet i gennem 70 år.

Det skete, efter at en ny udlejer ville sætte huslejen markant op.

Ifølge den lokale lejerforening i Madrid ville udlejeren hæve huslejen med 275 procent til 2650 euro per måned. Det svarer til 19.800 kroner.

Ifølge Maricarmen Abascals advokat blev der i kølvandet på tvangsfjernelsen indgået en aftale med bygningens ejere.

Aftalen betød, at hun skulle betale en husleje, der svarede til det niveau, som hun hidtil havde betalt.

Maricarmen Abascal blev i september i første omgang fjernet fra sin lejlighed, efter at spansk politi havde brudt døren op.

Her blev hun kørt ud af lejligheden på en båre og efterfølgende indlagt på et hospital med udmattelse.

Maricarmen Abascal er blevet et symbol på en boligkrise i Spanien.

RITZAU