SpaceX, der ejes af verdens rigeste mand, Elon Musk, har slukket for forbindelsen til mere end 2.500 satellitmodtagere, som kæmpemæssige svindelfirmaer i Myanmar udnytter.
Det melder virksomheden ifølge BBC.
Langs grænsen mellem Myanmar og Thailand findes mere end 30 komplekser, hvor der foregår menneskehandel og tvang til at arbejde med onlinesvindel, der genererer gigantiske milliardbeløb årligt.
Her bruger de Starlink-satellitmodtagere for at omgå nedlukninger af strøm og internet, men nu har den Elon Musk-ejede virksomhed slukket for forbindelsen.
Det sker bare få dage efter, at militærstyret i Myanmar stormede den såkaldte svindelby KK Park på grænsen til Thailand mandag.
Militærjuntaen beslaglagde i den forbindelse mere end 30 modtagere og befriede samtidig over 2.000 arbejdere.

Kritikere har længe advaret om, at Starlinks teknologi har gjort det muligt for 'kriminelle syndikater' at operere i fjerntliggende områder langs grænsen.
Her lokkes utallige arbejdere til med lovning om legitime jobs og luksusboliger, men i stedet bliver de holdt fanget, tortureret og tvunget til at arbejde med onlinesvindel rettet mod udlændinge.
De fleste kommer fra enten Kina eller afrikanske lande.
Lauren Dreyer, chef for Starlinks forretningsoperationer, siger, at virksomheden griber ind, når den en sjælden gang imellem identificerer overtrædelser.

»I Myanmar identificerede og deaktiverede SpaceX proaktivt over 2.500 Starlink-sæt i nærheden af mistænkelige 'svindelcentre',« siger hun og tilføjer:
»Vi er fast besluttede på at sikre, at tjenesten forbliver en positiv kraft og opretholder tilliden over hele verden: både ved at forbinde de uforbundne og ved at opdage og forhindre misbrug fra onde aktører.«
Ifølge BBC hævder Myanmars militærjunta nu at have kontrol over KK Park, men militærstyret har længe været mistænkt for at være involveret i svindlen.
Mediet skriver, at mandagens aktion mod svindelbyen formentligt kommer som følge af Kinas store pres for at øge indsatsen mod de enorme svindelcentre, som kinesiske kriminelle står bag.