I det ene ringhjørne stod en turist. I det andet stod et femstjernet italiensk hotel.

Nu er striden mellem de to blevet afgjort – og kan få betydning for fremtidige rejser.

Det skriver BBC.

Sagen udspringer af, at en kvindelig gæst på restauranten i det femstjernede Hotel Sassongher i italienske Corvara tilbage i 2019 bad om helt almindeligt postevand.

Men tjeneren tilbød hende udelukkende en flaske mineralvand til syv euro, hvilket svarer til omkring 52 kroner. 

Sagen endte derefter i retten, da kvinden ifølge mediet argumenterede for, at »vand er en naturressource og en universel menneskeret«.

Kvinden søgte om 2.700 euro (20.000 danske kroner) i erstatning for psykisk lidelse og økonomisk tab – men nu står det klart, at hun har tabt.

For den italienske højesteret har dømt til fordel for hotellet, der ligger i Dolomitterne.

Til lokale medier har advokaten Silvio Belardi, der repræsenterer hotellet, ifølge BBC udtalt, at retten fastslog, at »der ikke er nogen forpligtelse til at levere vand fra hanen«, da de italienske love ikke forpligter virksomheder til at tilbyde det.

Dermed er det op til de enkelte virksomheder, om man vil servere postevand.