Blev fundet død med dansk kæreste: Dræbt ved kvælning


Natten til 31. januar blev 19-årige Hennie Hayden-Rasmussen og hendes 20-årige danske kæreste fundet døde i en lejlighed i norske Bergen.
Kort efter at det unge par blev fundet, blev Hennie Heyden-Rasmussens kæreste sigtet for drabet.
Nu er den endelig obduktionsrapport kommet, og den viser, at den norske kvinde med stor sandsynlighed blev dræbt ved kvælning.
Det skriver Dagbladet.
»I det pågældende tilfælde vurderes kvælning som følge af tryk på nakken som den mest sandsynlige dødsårsag,« står der blandt andet i rapporten.
Norsk politi, som har efterforsket sagen, har fundet frem til, at Hennie Hayden-Rasmussen døde 25. januar. Fem dage senere tog kæresten sit eget liv.
Det var efter en retsmedicinsk undersøgelse af lejligheden, at politiet i Bergen valgte at sigte kæresten for drab.
Indtil nu har politiet ikke ønsket at udtale sig yderligere om, hvad der lå til baggrund for sigtelserne. I en pressemeddelelse blev det dog bekræftet, at det var fund i lejligheden, som lå til grund for sigtelsen.
Maria Hessen Jacobsen, der er advokat for danskeren, kalder sagen for »en stor tragedie.«
»Selvom obduktionsrapporten giver nogle flere svar, og det ser ud til, at den afdøde mand kan knyttes til kvindens død, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål i denne tragiske sag. De retsmedicinske konklusioner er også forbundet med en vis usikkerhed om årsagen til kvindens død.«
»Vi kender ikke årsagen til – eller de konkrete omstændigheder omkring – kvindens død. Der er heller ingen grund til at tro, at den endelige undersøgelse vil give yderligere svar. De eneste, der kan give os svar, er de afdøde. Selv efter de retsmedicinske konklusioner står vi tilbage med det faktum, at denne sag er en stor tragedie, hvor to mennesker er blevet revet væk – og de efterlader to familier i dyb sorg,« siger hun.
Dagbladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra politianklager Inger-Lise Høyland.
Den 20-årige dansker var ikke tidligere kendt af politiet, hverken i Danmark eller Norge.