Det har ikke alle dage været nemt at være Brigitte Macron.

Siden hendes mand, Emmanuel Macron, blev fransk præsident i 2017, har førstedamen også mærket ondskaben på tætteste hold.

Blandt andet har hun været ufrivillig hovedperson i et stormvejr, hvor hidsige rygter har klæbet til hende og beskyldt hende for at være en mand.

Men de ubehagelige sager er ikke noget, der kun har ramt hende selv. 

Det fortæller hun til det franske magasin Gala.

»Jeg har mærket det på egen krop, og mine nære lider allerede under det,« siger hun om såkaldte »haters«.

Emmanuel Macron og hustruen Brigitte.
Emmanuel Macron og hustruen Brigitte. Foto: Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix

De insisterende rygter om hendes køn er gået så langt, at præsident Emmanuel Macron har ytret, at han vil fremlægge beviser for, at hun er en kvinde.

Hendes status som offentlig person har også betydet, at hun må tage særlige hensyn til familien, herunder sine tre børn, Tiphaine, Laurence og Sébastien, men også syv børnebørn.

»I dag er jeg i høj grad nødt til at beskytte min familie mod vold og ondskab fra omverdenen,« siger Brigitte Macron.

Hun fik alle sine børn, inden hun fandt sammen med den franske præsident.

»Jeg er meget opmærksom på trusler og chikane. Jeg er ekstremt bekymret for det, der kan ske for dem og den indirekte måde, det kan påvirke dem på. Det er utænkeligt, at de skal lide på grund af mig.«

Brigitte Macron blev gift med Emmanuel i 2007. 

De mødte hinanden i skoleåret 1992-1993, hvor hun underviste ham på et dramahold.

Der er 24 års forskel mellem 72-årige Brigitte Macron og hendes mand.