Har du en tur til Rom i kalenderen og måske ikke læst helt så godt op på byens attraktioner, kan du ende med en slem skuffelse.

For i øjeblikket er en af byens varemærker i, hvad der bedst kan betragtes som, decimeret forfatning.

For er det planen at slå et smut forbi den populære Trevi-fontæne og traditionen tro smide en skilling i vandet, så må du i øjeblikket nøjes med at tyre dem i en indhegnet vandbassin, som de lokale myndigheder har opsat foran springvandet.

Springvandet er i øjeblikket under renovering, men myndighederne har altså alligevel sørget for, at byens befolkning og de mange millioner af turister stadig kan følge traditionen og kaste penge i vand foran fontænen.

Turister i Rom kan indtil årsskiftet kun betragte Trevi-fontænen bag en transparent plastikvæg, hvorfra de også må kaste deres mønter i det opsatte vandbassin. Andreas Solaro/AFP/Ritzau Scanpix

Traditionen siger, at et møntkast i vandet er med til at sørge for, at folk vender tilbage til Rom.

Renoveringen har stået på den seneste måned, da springvandet har været tørlagt, og turister har derfor måtte finde andre ting at bruge deres penge på.

Den mere end 250 år gamle fontæne skal ifølge The Guardian renoveres for godt og vel 2,2 millioner kroner og forventes at stå færdig, inden året er omme.

Mediet skriver desuden, at antallet af mønter, der hvert år bliver kastet i springvandet løber op i 1,5 millioner euro – svarende til lidt over 11 millioner kroner.