De havde alle mere eller mindre den samme beklædning på.

Kakifarvede bukser, blå skjorter, kasketter, solbriller – og hvide stofmasker til at dække for deres ansigter.

På Eastern Marke-metrostationen. Foto: Nathan Howard/Reuters/Ritzau Scanpix

Så det vakte ifølge flere medier opsigt, da flere hundrede medlemmer af den højrenationalistiske gruppe Patriot Front lørdag marcherede gennem Washington. D.C, på dagen for USAs 250-års fødselsdag.

Det skabte således nogle usædvanlige scener i den amerikanske hovedstad, som det kan ses på billederne her i artiklen.

Ikke kun da de ifølge nyhedsbureauet Reuters omkring 400 Patriot Front-deltagere vandrede gennem gaderne og råbte på, at immigranter skal udvises, og USA skal »generobres«, mens de viftede med sydstatsflag.

For de udklædte demonstranter havde tilsyneladende brug for at komme rundt i byen i samlet flok. 

Venter på metrotoget. Foto: Cheney Orr/Reuters/Ritzau Scanpix

Og hvad gør man så?

Jo, de tog såmænd metroen sammen med almindelige rejsende, hvilket skabte nogle specielle øjeblikke.

De maskeklædte mænd blev dog også mødt med tilråb flere steder, når de gik ind og ud af metrostationerne.

The Guardian skriver, at det eksempelvis på et tidspunkt lød:

På gaden. Foto: Reuters/Ritzau Scanpix

»Hver eneste af jer retfærdiggør retten til abort.«

I en udtalelse gengivet af flere medier udtaler politiet i Washington, D.C., at man havde registreret gruppens bevægelser:

»The Metropolitan Police Department anerkender enkeltpersoners ret til fredeligt at udtrykke deres synspunkter og er fortsat forpligtet til at opretholde den offentlige sikkerhed for borgere og besøgende i Washington, D.C..«

Ingen skulle være blevet arresteret.

Patriot Front har eksisteret siden 2017.