Kæmpe fald i værdien, dagen efter at El Salvador som første land gør bitcoin til et officielt betalingsmiddel.

Borgere i El Salvador kan nu betale deres skatter og det meste andet ved brug af bitcoin. Ovenikøbet har de fået en digital pung indeholdende værdien af 30 amerikanske dollar i bitcoin.

»Vi må bryde med fortidens tankegang. El Salvador har ret til at tage et skridt mod den udviklede verden,« sagde El Salvadors præsident, Nayib Bukele, ved åbningen af bitcoin som gængs betalingsmiddel tirsdag.

Tanken bag initiativet, der blev søsat tirsdag, er egentlig helt valid. Mange mennesker i verdens udviklingslande har ikke adgang til banker. En digital konto til alle vil kunne bruges til at betale både regninger og fødevarer, også for dem, som bankerne ikke vil kendes ved – og som typisk betaler rigtig meget for overførsler af penge gennem for eksempel Western Union.

Nu kan man købe sin kaffe på Starbucks i El Salvador for bitcoin.
Nu kan man købe sin kaffe på Starbucks i El Salvador for bitcoin. Foto: JOSE CABEZAS
Vis mere

Men værdien af bitcoin fik alligevel en kajeryster af dimensioner som følge af det meget omtalte eksperiment. Næsten 20 procent var faldet i værdien på et tidspunkt første dag, og onsdag vedblev bitcoin at være under pres. Værdien af kryptovalutaen er faldet med hele 93 milliarder siden søndag.

Tilhængere af bitcoin har ellers været begejstrede over udviklingen. På de sociale medier er der adskillige opfordringer til at støtte El Salvadors satsning ved selv at opkøbe for 30 dollar bitcoin. Krypto-entusiasterne ser El Salvador som et foregangsland, og de håber, at andre udviklingslande vil følge trop.

Det lille dybt forgældede centralamerikanske land med en befolkning lidt større end Danmarks, adopterede den amerikanske dollar som officielt betalingsmiddel i 2001, og det har stabiliseret landets økonomi.

Men den kun 40-årige autoritære præsident, Nayib Bukele, ser bitcoin som et politisk værktøj, der kan give ham opbakning i den bredere befolkning. Økonomer rundt om i verden er dog ikke imponerede.

Ikke alle i El Salvador er lige begejstrede for regeringens nye påfund. En meningsmåling viser klart flertal mod kryptovalutaen.
Ikke alle i El Salvador er lige begejstrede for regeringens nye påfund. En meningsmåling viser klart flertal mod kryptovalutaen. Foto: MARVIN RECINOS
Vis mere

»Jeg kan godt have min alvorlige tvivl på, om det her kan fungere i hverdagen, simpelthen fordi udsvingene på bitcoin er så enorme, at det kan blive nærmest umuligt at vide, hvad man kan købe for dem,« siger postdoc med speciale i kryptovaluta og etik ved CBS i København Søren Ulrik Plesner til B.T.

»Forestil dig, at en liter mælk normalt koster en dollar, men på grund af udsving i bitcoinværdien koster den pludselig 20 procent mere, når man står i butikken. Det kan blive helt umuligt at håndtere, og det kan være destabiliserede for landets økonomi,« siger Søren Ulrik Plesner.

Problemet med bitcoin er, at det er et 100 procent privat initiativ, og at der derfor ingen garantier fra centralbanker er. Det er netop dette, der får selv de mindste rygter til at give voldsomme udsving på kryptovalutaens værdi.

Man kan betale alt fra sine skatter til en tur hos frisøren med den meget omdiskuterede kryptovaluta.
Man kan betale alt fra sine skatter til en tur hos frisøren med den meget omdiskuterede kryptovaluta. Foto: JOSE CABEZAS
Vis mere

»Når det gælder bitcoin, er valutaen ikke forankret i noget andet end et antal på 21 millioner token, der er fastlagt for al evighed. De vilde udsving i bitcoins værdi og fraværet af et underliggende anker sår tvivl om valutaens stabilitet. Bitcoinmanien er med rette blevet sammenlignet med den hollandske tulipanmani i det 17. århundrede – bare uden tulipanløg,« skrev tidligere vicedirektør i Den Internationale Valutafond IMF i en kronik i Berlingske for nylig.

Verdens øjne vil utvivlsomt holde særlig godt øje med eksperimentet i El Salvador den næste tid. Nogle eksperter vurderer, at eksperimentet kan give stor skade på tiltroen til digitale valutaer i det hele taget, men den danske økonom Søren Ulrik Plesner mener, at det er vigtigt at skelne mellem bitcoin og den generelle udvikling.

Mange internationale økonomer er dybt skeptiske overfor El Salvadors beslutning.
Mange internationale økonomer er dybt skeptiske overfor El Salvadors beslutning. Foto: Dado Ruvic
Vis mere

»Vi bevæger os mod det kontantløse samfund. Her vil digitale valutaer bakket op af centralbanker få stor betydning for økonomien, ikke mindst for verdens fattigste. Det store spørgsmål er, om det på sigt kommer til at betyde, at vi på nogle områder styrer helt uden om banker, som vi kender dem i dag,« siger Plesner til B.T

De fleste internationale økonomer er dog enige om, at bitcoin på ingen måde er løsningen på fattige landes økonomiske trængsler.

Financial Times' leder onsdag konkluderede, at El Salvadors præsidents risikable eksperiment formodentlig ville ende med at blive betalt af hans fattige befolkning.