Den spanske politibetjent løfter den lille to måneder gamle baby op over det kolde hav.
»Jeg vidste ikke, om han var levende eller død,« siger Juan Francisco.
Dramaet udspillede sig i denne uge i Middelhavet, og billedet af babyen og betjenten er siden gået verden rundt som det tydelige symbol på de tusindvis af migranter, der i disse dage strømmer til den spanske enklave Ceuta på spidsen af Marokko.
På få dage er over 8.000 migranter ankommet til byen, oftest ved at svømme de få kilometer dertil fra strande på den marokkanske side af grænsen. De spanske myndigheder anslår, at mindst 1.500 har været mindreårige.
Og altså også den lille baby, som blev fundet i vandet mandag af dykkeren Juan Francisco fra Guardia Civil.
»Normalt går vores job oftest ud på at finde døde mennesker i vandet, men denne gang skulle vi redde levende mennesker i alle aldersgrupper og i mange forskellige tilstande,« har betjenten forklaret til spanske medier:
»Imens skulle vi samtidig sortere mellem de mange personer i vandet og vurdere, hvem der havde mest brug for vores hjælp. Det var her vi fandt babyen: Han var kold, bleg og bevægede sig ikke.«
Det lille menneske på kun to måneder var angiveligt faldet ud af en lille bylt på morens ryg. Efterfølgende havde faren forsøgt at holde både sig selv og babyen flydende.
Ifølge Guardia Civil, der selv har frigivet billedet af redningsaktionen, blev faren lige akkurat reddet fra at drukne – og det samme gjorde babyen, der efter omstændighederne skulle have det godt.
Dykkeren Juan Francisco er blevet hyldet i hjemlandet for sin indsats, men han indrømmer, at oplevelsen har været traumatisk.
»Man kan ofte ikke se, hvad de svømmende migranter har på ryggen. Om det er rygsække, tøj eller måske små babyer,« som han udtrykker det.
På grund af den store mængde af migranter, der dagligt er ankommet til Ceuta, har Spanien også sendt militærtropper til området for at hjælpe grænsepolitiet, der er håbløst i undertal.
Flere spanske medier skriver ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den massive overgang af migranter skal ses som et udtryk for den marokkanske regerings utilfredshed med Spanien. Det nordafrikanske land er fortørnet over, at Spanien angiveligt har ladet lederen af Polisario-bevægelsen, Brahim Ghali, rejse ind i landet i midten af april.
Der har i årtier været en strid mellem Marokko og bevægelsen, der ønsker selvstændighed for Vestsahara – et ørkenområde på 266.000 kvadratkilometer mellem Marokko og Mauretanien.
Den store tilstrømning af migranter kommer på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Spanien og Marokko i forvejen er anspændt, efter at landene ellers i flere år har samarbejdet om at forhindre ulovlig migration til Europa.
Spanien har allerede sendt tusindvis af de migranter, der er ankommet til Ceuta, tilbage til Marokko.