Var han en detektiv? En insider, som havde en finger med i spillet? Eller var det AI-manipuleret?
Et billede fik spekulationerne til at løbe løbsk efter det spektakulære Louvre-kup. Nu står 'manden med hatten' frem.
Eller måske rettere: Drengen med hatten, for personen, der skabte grobund for de mange teorier, er 15-årige Pedro Elias Garzon Delvaux.
Til nyhedsbureauet AP fortæller den franske teenager også, hvorfor han først giver lyd fra sig nu – tre uger efter, at billedet blev taget:
»Jeg ville ikke sige med det samme, at det var mig. Der er et mysterium med dette billede, så man skal sørge for, at det varer ved,« lyder det fra Pedro Elias Garzon Delvaux.
Han skulle have besøgt Louvre med sin familie søndag den 19. oktober, men da de ankom til det verdensberømte museum i Paris, var det lukket.
Pedro Elias Garzon Delvaux anede ikke, at der netop var blevet begået et vellykket kunsttyveri mod Louvre, og han bemærkede heller ikke, at AP-fotografen Thibault Camus tog billedet, der efterfølgende blev ganske berømt.
Flere millioner skulle have set netop dét billede, som blev brugt af New York Times og flere andre medier i beskrivelsen af kunsttyveriet, som gik verden rundt.
Røveriet skete den 19. oktober omkring klokken 09.30, da museet allerede havde været åbent en time.
Røverne brugte en møbelkran og vinkelslibere til at komme ind i Gallerie d'Apollon, hvor blandt andet flere af de franske kronjuveler er udstillet. Ni uvurderlige smykker blev stjålet – blandt andet en halskæde med smaragder og diamanter, som Napoleon gav sin anden hustru, Marie-Louise af Østrig.

To af de fire gerningsmænd brugte møbelkranen til at kravle op på en altan, hvorefter de brugte vinkelslibere til at komme ind ad et vindue.
Da de kom ind i Gallerie d'Apollon, truede de ifølge anklager Laure Beccuau museumsvagter med vinkelslibere.
Røveriet tog blot nogle få minutter, hvorefter gerningsmændene flygtede på scootere.
Men alt det blev Pedro Elias Garzon Delvaux først klar over senere.

Når billedet, hvor han står ved siden af flere politibetjente nær Louvre, fik så stor opmærksomhed, skyldes det i høj grad den franske teenagers umiddelbart noget usædvanlige påklædning – som da også var årsagen til, at han fik tilnavnet 'manden med hatten'.
Der er nu en ganske logisk forklaring på, at Pedro Elias Garzon Delvaux så ud, som han gjorde.
Som fan af både Sherlock Holmes og Hercule Poirot elsker han at gå klædt som fiktive detektiver og statsmænd i jakkesæt fra det 20. århundrede, forklarer han.
Efter en omfattende efterforskning er fem mistænkte i røverisagen blevet anholdt. Det kan du læse mere om HER.
