Igennem de seneste uger har vi set billeder af den russiske præsident, Vladimir Putin, gentagne gange.

Flere af billederne vil for evigt stå som ikoniske i situationen, der ledte op til kampen om Ukraine.

Og samtidig siger de en hel del om manden i centrum for hele konflikten. Den russiske præsident, Vladimir Putin.

Det fortæller Pernille Slot, der er ekspert i kropssprog. Hun har set nærmere på tre specifikke billeder af den russiske præsident, som er gået verden rundt.

Først og fremmest slår hun fast:

»De her billeder er klar manipulation. Putin er klar over, at verden ser med.«

Det første billede stammer fra tidligere på ugen, hvor Putin sammen med overhovederne fra de to østukrainske udbryderrepublikker Donetsk og Lugansk underskrev deres uafhængighed.

I en sal, der kan minde om hovedrummet i Skt. Peterskirken, kan man se Putin sidde bag et skrivebord. Et godt stykke ude til højre for den russiske præsident sidder hans gæster.

Vladimir Putin (th.) med overhovederne fra de to østukrainske løsrivelses-republikker.
Vladimir Putin (th.) med overhovederne fra de to østukrainske løsrivelses-republikker. ALEXEY NIKOLSKY

»Det er tydeligt på det her billede, at Putin har placeret sig selv et helt andet sted end sine gæster. Han har flag bag ved sig, han sidder centralt i rummet. På den måde kommer han til at virke mere vigtig end dem. De er ikke lige,« siger Pernille Slot.

»I det hele taget kan man se på det rum, de befinder sig i. Det er som at se en kongesal i gamle dage. Det skal vise, at her er en meget mægtig person. Det er metoder, som man brugte for år tilbage, og som man er gået bort fra i moderne tid, hvor man gerne vil fremstå som ligemænd,« siger hun.

Det næste billede er også fra tidligere på ugen. Det er fra den samme sal, som billedet med de to overhoveder fra udbryderrepublikkerne.

I dette tilfælde har Putin møde med sit sikkerhedsråd, der blandt andet består af spionchef, udenrigsminister, forsvarsminister og andre fra toppen i den russiske regering. Putin sidder i den ene ende af salen for enden af et tæppe, bag et skrivebord, mens medlemmerne af hans sikkerhedsråd sidder i den anden ende på stole frit i rummet.

Vladimir Putin med sit sikkerhedsråd.
Vladimir Putin med sit sikkerhedsråd. ALEXEY NIKOLSKY

»Det første, jeg bemærker, er, at Putin sidder for enden af en motorvej. Og så sidder han gemt bag et skrivebord, som en slags skjold. De andre har ikke et bord. Det er blottede uden skjold. Helt ukomfortabelt. De er opstillede og udstillede,« siger Pernille Slot.

»Han har nærmest placeret dem som sine modstandere. Det ligner, at det er dem mod ham. Det ligner en slags eksamen. Og man må formode, at de andre er bange eller har meget respekt for ham. For ellers havde de taget deres stol og var rykket tættere på ham. Samtidig virker Putin som en presset mand, der gerne vil virke større. Han puster sig op billedmæssigt, ikke fagligt,« siger hun.

Det sidste billede har mange nok set en udgave af før. Her ser vi Putin sidde for enden af et meget langt hvidt bord. I den anden ende sidder en person, som i dette tilfælde er Aserbajdsjans præsident, Ilham Alijev.

For ikke mange dage siden sad den franske præsident Macron for enden af præcis samme bord.

Ruslands præsident, Vladimir Putin (tv.), med Aserbajdsjans præsident, Ilham Alijev.
Ruslands præsident, Vladimir Putin (tv.), med Aserbajdsjans præsident, Ilham Alijev. MIKHAIL KLIMENTYEV / SPUTNIK / K

»Det bord her er jo en potensforlænger, ligesom rummet er i de andre billeder. Det er påfuglens fjer, bordet fungerer som her,« siger Pernille Slot, der også bider mærke i Putins fremtoning.

»På de andre billeder læner han sig frem. Her læner han sig tilbage. Han er tydeligvis mere afslappet. Han virker mindre komfortabel på de andre billeder. Og det siger noget om, at der er mindre på spil i den situation her,« siger hun.