På videoen fanger han en voldsparat terrorist med et stort gevær i hænderne i et uopmærksomt øjeblik, overmander og afvæbner ham for til sidste at pege geværet mod ham.

Efterfølgende blev familiefar og grønthandler Ahmed al-Ahmed, der stoppede én af Bondi Beach-terroristerne i Australien selv ramt af skud, og alt imens billederne af hans heltemodige gerning gik verden rundt, har han været indlagt på hospitalet.

Ahmed al-Ahmed overmandede den igangværende gerningsmand og fik ham afvæbnet.
Ahmed al-Ahmed overmandede den igangværende gerningsmand og fik ham afvæbnet. Foto: X

Og nu vælter millionerne i støtte ind på grønthandlerens bankkonto.

For alt imens billederne har gået sin sejrsgang på internettet, er der blevet startet en indsamling for grønthandleren på hjemmesiden Gofundme.

»Efter at have været vidne til den ekstraordinære indsats fra helten, der hjalp med at afvæbne en af angriberne under tragedien i Bondi, en handling der forhindrede tabet af utallige flere menneskeliv, følte vi os forpligtet til at handle,« skriver initiativtagerne under indsamlingen.

I skrivende stund løber donationerne for Ahmed al-Ahmeds heltemod op i over to millioner australske dollar – svarende til 8,4 millioner kroner.

Over 35.000 donorer har smidt penge i bøssen for at støtte den australske helt.

Blandt dem finder man blandt andet den amerikanske milliardær William Ackman, som ifølge BBC har bidraget med 99.999 dollar, som angiveligt er det maksimale donationsbeløb.

Al-Ahmed har selv været ude og takke for den enorme opmærksomhed og hyldest, han har modtaget efter sin heroiske ageren.

»Du skal ikke bekymre dig mor. Bed for mig. Jeg har været noget vanskeligt igennem,« siger han i en video, der blev udgivet mandag.

15 personer blev dræbt af gerningsmændene under angrebet i Bondi søndag, herunder en tiårig pige.

Natten til tirsdag har de australske myndigheder oplyst, at de indledende undersøgelser indikerer, at masseskyderiet på Bondi Beach var et terrorangreb inspireret af den militante bevægelse Islamisk Stat.