Efterladt og alene, omringet af skrald uden forældre eller andre til at passe på sig.

Sådan fandt mexicanske grænsevagter en bare 2-årig dreng stående i en vejkant tirsdag i den mexicanske delstat Veracruz.

Drengen, der stod delvist afklædt og omringet af madpapir, tomme plastikflasker og efterladt tøj, blev fundet ikke langt fra en lastvogn, der ifølge myndighederne blev brugt til at smugle mere end 100 immigranter igennem Mexico og mod den amerikanske grænse.

Et billede af drengen, hvor hans ansigt er sløret, er blevet delt på sociale medier som et skrækeksempel på den migrantkrise, USA og Mellemamerika i øjeblikket befinder sig i.

Den 2-årige dreng blev hurtigt hjulpet væk fra stedet og er nu i de sociale myndigheders varetægt, indtil man finder frem til forældre eller anden familie.
Den 2-årige dreng blev hurtigt hjulpet væk fra stedet og er nu i de sociale myndigheders varetægt, indtil man finder frem til forældre eller anden familie. Foto: NATIONAL MIGRATION INSTITUTE (IN
Vis mere

Ifølge nyhedsbureauet Reuters flygtede de fleste af de over 100 immigranter i lastvognen, inden de mexicanske myndigheder ankom til stedet.

Enkelte blev dog tilbage og kunne berette, at det var immigranterne selv, der havde bedt lastvognen om at stoppe, fordi forholdene var ulidelige.

Blandt andet var flere besvimet under rejsen på grund af luftmangel og dehydrering, skriver myndighederne i en udtalelse.

Ingen af de, der blev tilbage ved lastvognen, var dog i familie med den 2-årige eller kendte til familiemedlemmer.

Hvert år forsøger titusinder af mennesker fra Syd- og Mellemamerika at krydse grænsen til USA.
Hvert år forsøger titusinder af mennesker fra Syd- og Mellemamerika at krydse grænsen til USA. Foto: ADREES LATIF
Vis mere

Ifølge Lutgarda Madrigal, der er advokat i delstatsregeringen og ansvarlig for beskyttelse af børn og mindreårige, er man stadig ikke sikker på, hvilket land drengen kommer fra.

»Indtil videre er der ingen, der har henvendt sig om ham. Men vi er i kontakt med både Honduras og Guatamalas konsulater,« siger Lutgarda Madrigal til Reuters.

Hun tilføjer, at drengen ikke er kommet til skade og nu vil blive flyttet til et center for uledsagede mindreårige immigranter i delstatshovedstaden Xalapa.

Alene i maj i år kunne de amerikanske grænsemyndigheder registrere mere end 180.000 forsøg på at krydse grænsen mellem USA og Mexico ulovligt.

Ifølge samme myndigheder løber antallet af uledsagede børn blandt de mange ulovlige immigranter op i flere tusinde hvert år.