Billedet af den israelske premierminister, Benjamin Netanyahus, hånd er blevet set mere end 14 millioner gange på det sociale medie X.

Det skal været et bevis på, at Netanyahu er død, og videoen af ham er lavet af AI. Og det er ikke eneste eksempel de seneste dage.

Lad os begynde med at slå det fast det samme.

Der er ingen indikationer på, at Benjamin Netanyahu er død. 

Alligevel er den 76-årige israelske politiker blevet beskrevet som omkommet nærmest en uendelig mængde gange de seneste uger.

Og intet eksempel er så godt som ved en pressebriefing fredag 13. marts om Iran-krigen.

På et tidspunkt undervejs har Netanyahu begge sine hænder løftet let med pegefingre løftet op.

På hans højrehånd ser det kortvarigt ud til, at den israelske premierminister har hele seks fingre – ofte et kendetegn ved AI-videoer, som har haft svært ved at generere fingre.

Kigger man nærmere på billeder, står det dog klart, at Netanyahu ikke pludselig har groet en ekstra finger, men at hans hånds placering gør, at skyggerne kommer til at lige en ekstra finger.

På et andet screendump fra samme briefing har Netanyahu sin venstre hånd formet som en slags kurv, hvor alle fingre peger op.

Billedet her af Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er blevet set af mere end 14 millioner på det sociale medie X.
Billedet her af Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er blevet set af mere end 14 millioner på det sociale medie X. X

Det billede er blevet set af mere end 14 millioner personer på X på bare en enkelt konto.

Der er ikke nogen forklaring fra den anonyme profil, der har delt billedet andet end en kort sætning, hvor der står:

'No fucking way'.

Det bliver dog hurtigt tolket som om, vi igen står med et bevis på, at Netanyahus hånd ikke er naturlig, men igen skabt af AI.

Hånden ser da også stor ud. Men tæller man efter, så står også her klart, at den israelske premierminister heller ikke denne gang har mere end de fem normale fingre.

Hvad er det så, der foregår, når den israelske premierminister påstås at være død og erstattet af AI?

Det har B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino, en idé om.

»Rygterne om, at Netanyahu skulle være død, er en velkendt metode blandt konspirationsteoretikere, der håber, at det kan booste moralen hos dem, der er i krig med Israel. Dvs. alle dem, der støtter Hizbollah og Iran lige p.t.,« siger Jotam Confino.

Benjamin Netanyahu 15. marts på en café.
Benjamin Netanyahu 15. marts på en café. Benjamin Netanyahu Via Telegram/Reuters/Ritzau Scanpix

Billederne af Benjamin Netanyahu på pressebriefingen er ikke eneste eksempel.

Da rygterne om hans død havde nået tilpas stor opmærksomhed verden rundt, svarede Benjamin Netanyahu ved at tage på café og vise sine fingre frem og fortælle, at han skam var i live.

Men også den video, hvor premierministeren drikker kaffe, er blevet genstand for spekulationer.

Blandt andet en dato på et skilt, en lommes bevægelse og mængden af kaffe i Netanyahus kop, efter han har taget en tår, har fået rygterne til at fyge.

Benjamin Netanyahu på den nu virale video, hvor han fremviser sine fem fingre på hånden og slår fast, at han skam er i live.
Benjamin Netanyahu på den nu virale video, hvor han fremviser sine fem fingre på hånden og slår fast, at han skam er i live. Benjamin Netanyahu Via Telegram/Reuters/Ritzau Scanpix

Det giver Jotam Confino dog ikke meget for.

»Dem, der spreder rygterne, er desperate efter, at Iran og Hizbollah skal få lige så store sejre og skalpe som USA og Israel har fået indtil nu,« siger Jotam Confino.

Og det er der en god grund til, fortæller han.

»Slår man Netanyahu ihjel, er ayatollah Khameneis død ikke længere en ydmygelse. Det vil tværtimod være en ofring for, at lederen af 'den lille satan' – altså Israel – også er slået ihjel,« siger Jotam Confino. 

»Det ville med andre ord være en kæmpe sejr for Iran, hvis de har slået Netanyahu ihjel,« uddyber han.

Som nævnt indledningsvist er der intet, som tyder på, at Benjamin Netanyahu er død og erstattet af AI.

Men som Jotam Confino siger:

»Selvom det selvfølgelig er overlagt løgn, er mystikken og tvivlen om, hvorvidt han skulle være i live – i hvert fald blandt dem der tror på konspirationsteorier – et solidt boost til alle dem, der hepper på regimet.«