Et angiveligt billede af USAs vicepræsident i skænderi med sin kone er gået viralt.

Nu kommenterer hovedpersonen selv virakken, der er blevet delt millioner af gange.

»Jeg har altid en undertrøje på, når jeg går ud i offentligheden for at skændes højlydt med min kone,« lyder det i et ironisk opslag på X fra J.D. Vance.

Her videredeler han selv det virale billede, hvor man ser en mand i en hvid T-shirt ved et bord siddende overfor en kvinde, der tager sig til hovedet, som du kan se i bunden af artiklen.

Manden bag billedet, Thomas Clay Jr., fastholder dog, at det altså er J.D. Vance og hustruen Usha Vance, han har fanget.

»J.D. Vance er og har altid været en notorisk løgner,« lyder det i et længere opslag på Facebook, hvor Thomas Clay Jr. videre skriver, at vicepræsidenten »altid vil skabe spekulationer omkring alt, der får ham til at fremstå som noget andet end den perfekte ægtemand«.

J.D. Vance er gift med Usha Vance, som han har den treårige datter Mirabel her med. Derudover har parret også sønnerne Ewan på otte og Vivek på fem år sammen.
J.D. Vance er gift med Usha Vance, som han har den treårige datter Mirabel her med. Derudover har parret også sønnerne Ewan på otte og Vivek på fem år sammen. Foto: Jim Lo Scalzo/EPA/Ritzau Scanpix

Ikke mindst påpeger manden bag det virale billede, at JD Vances »kone er blevet set offentligt uden sin vielsesring« siden vicepræsidenten havde sit famøse kram med Charlie Kirks enke, som fik romancerygter til at sprede sig.

J.D. Vance har dog også understreget overfor NBC News, at »vores ægteskab er stærkere end nogensinde«.

På samme måde har en talsperson for konen Usha Vance udtalt, at hun »indimellem glemmer at få ringen på« midt i »småbørnskaosset« derhjemme.

Herunder kan du se J.D. Vances opslag på X, hvor han joker med på det virale billede.