Når det kommer til AI, så er holdningerne mange, og tit er de også enormt dystre.

En tidligere medarbejder hos AI-virksomheden Anthropic har tidligere udtalt, at han frygter for menneskeheden grundet udviklingen af AI.

Nu tilslutter en ny, prominent stemme sig koret af dommedagsprofetier. 

Bill Gates slår nemlig ifølge NBC News også AI-alarm.

Microsoft-stifteren mener nemlig ikke, at tech-virksomheder selv kan håndtere AI.

Han kalder på mere regulering på området, fordi teknologien er farlig

»AI er bestemt kraftfuld nok til at drive begivenheder, der kan føre til en milliard menneskers død.« 

»Selvom det er svært at sige med 100 procents sikkerhed, har der aldrig været et våben så kraftfuldt som når folk med ondsindede hensigter får adgang til de nyeste AI-værktøjer,« siger Bill Gates til det amerikanske medie. 

Bedste nogensinde
Det er dog ikke alle, som er lige så skeptiske som Bill Gates, når det kommer til AI.

B.T. har snakket med forretningsmanden og AI-investoren Lars Tvede, der ikke mener, at man skal tage dommedagsprofetierne alvorligt. 

»Der er ingen tvivl om, at AI er en stærk teknologi, og der er en masse ting, der vil gå galt, men det der, det skal man ikke tage alvorligt,« lyder det fra Tvede med henvisning til Jacob Coxon, Anthropic-medarbejderens, dommedagsprofeti.

Lars Tvede siger videre, at alle teknologier har en mørk side. Personligt er han dog mere optimistisk end pessimistisk

»Min personlige opfattelse er, at AI er det bedste, der er sket for menneskeheden, eller bliver det bedste, der er sket for menneskeheden,« siger han til B.T.