Den seneste tid har budt på flere advarsler om konsekvenserne ved kunstig intelligens fra nogle af verdens mest fremtrædende tech-profiler.

»Hvis det håndteres dårligt, tror jeg endda, at kunstig intelligens (AI) kan udgøre en risiko for menneskeheden som helhed,« lød det for nylig fra Anthropics direktør, Dario Amodei.

Nu melder stifter af Microsoft Bill Gates sig så ind i debatten men en advarsel om, at kunstig intelligens er det farligste, menneskeheden nogensinde har været i nærheden af.

Så dyster lyder advarslen i podcasten 'The Ezra Klein Show' hos The New York Times, hvor Gates for nylig var gæst.

Ifølge Bill Gates kan kunstig intelligens hjælpe personer, der har onde hensigter med at udføre deres gerninger, hvad end det er cyberangreb eller udvikling af for eksempel biologiske våben.

»Dette får atomvåben til at ligne ingenting,« siger han i podcasten.

Han mener samtidig, at AI-industrien kan regulere sig selv og opfordrer til, at man indfører obligatorisk overvågning og sikkerhedsmekanismer i alle AI-modeller.

Forleden fortalte Bill Gates desuden i et interview med NBC News, at han frygter, at AI potentielt kan komme til at 'føre til en milliard menneskers død.'

»Selvom det er svært at sige med 100 procents sikkerhed, har der aldrig været et våben så kraftfuldt, som når folk med ondsindede hensigter får adgang til de nyeste AI-værktøjer,« sagde Bill Gates til det amerikanske medie.

På trods af de meget dystre forudsigelser er Bill Gates tilsyneladende også optimistisk på nogle punkter, når det kommer til kunstig intelligens.

Han fremhæver især sundhed, uddannelse og landbrug, som han mener kan optimeres betragteligt, hvis det lykkes menneskeheden at bruge kunstig intelligens fornuftigt og kontrolleret. 

Men processen med at kontrollere og forstå kunstig intelligens vil tage mere end 20 år, forudsiger Gates i 'The Ezra Klein Show'.

Men så venter der også en fremtid medmindre fødevaremangel og bedre adgang ti sundhed, siger han.

»Hvis vi bevarer kontrollen, vil vi til sidst nå et tidspunkt, hvor vi har mere end nok af det, vi har brug for,« siger Bill Gates i podcasten.