Selvom han er en af verdens rigeste mænd, så er Microsoft-grundlæggeren, Bill Gates, bekymret.

Selvom Bill Gates generelt er positivt stemt før starten på det nye år, så er han bekymret for, at én særlig ting kommer til at fortsætte og udvikle sig i løbet af 2022.

I sit nyligt offentliggjorte blogindlæg, med den ellers glædesprægede titel 'Årsager til optimisme efter et vanskeligt år', kommer milliardæren med forventninger og betragtninger, der skæver lidt til en ende på pandemien og en fremgang i den teknologiske udvikling.

Men trods de glade takter frygter Bill Gates, at en stigende mistillid til regeringen i USA og rundt om i verden kan forsinke eller helt ødelægge nogle af hans forventede fremskridt.

»Det er et af de problemer, jeg er mest bekymret for på vej ind i 2022,« skriver han i indlægget.

Ifølge CNBC påpeger Bill Gates, at de offentlige myndigheder kommer til at spille en central rolle i kampen for at håndtere de fælles klimaforandringer eller forhindre den næste pandemi.

Det er dog kun en mulighed, hvis folk stopper med at være skeptiske og principielt afviser nye tiltag.

»Hvis befolkningen ikke stoler på regeringen, vil den ikke støtte nye initiativer. Og når en større krise dukker op, er den mindre tilbøjelig til at følge de nødvendige retningslinjer for at klare stormen,« skriver den amerikanske rigmand yderligere i indlægget.

Det er ikke første gang, at Bill Gates udtaler sig om at forberede sig på en kommende pandemi.

Han mener nemlig, at supermagten USA og vestlige lande som Storbritannien er nødt til at afsætte milliarder af dollar for at sikre sig mod fremtidens virale trusler.

»Jeg håber, at jeg om fem år kan skrive bogen 'Vi ER klar til den næste pandemi', men det vil kræve tocifrede milliardinvesteringer i videnskab og udvikling. USA og Storbritannien er nødt til at være en del af løsningen.«