Bill Gates' datter centrum i alvorlig sag
Det viser sig, at Phoebe Gates har været deltager på et eksklusivt forløb, hvor de studerende blandt andet lærer at »identificere sårbarheder i magtsystemer«.

Det viser sig, at Phoebe Gates har været deltager på et eksklusivt forløb, hvor de studerende blandt andet lærer at »identificere sårbarheder i magtsystemer«.

Phoebe Gates, der er datter af den stenrige Microsoft-stifter, Bill Gates, er havnet i et voldsomt stormvejr.
Den 23-årige milliardærarving står i spidsen for rabatkodeselskabet Phia, som hun stiftede sammen med Sophia Kianni og lancerede i 2025.
Selskabet er blevet beskyldt for at benytte sig af et kontroversielt trick kaldet »cookie stuffing«.
Kort fortalt går metoden ud på, at en digital cookie angiveligt placeres på en kundes enhed, uden at kunden nødvendigvis har benyttet Phias rabatkoder eller tilbud.
Det kan i praksis betyde, at Phia kan få en provision for et køb, selvom kunden ikke reelt har brugt selskabets tjeneste til at gennemføre købet.
Nu kan New York Post afsløre, at Phoebe Gates tidligere har deltaget i et opsigtsvækkende kursus på Stanford University med titlen »So You Think You Can Rule the World?«.
Kurset beskrives som et eksklusivt forløb, hvor de studerende blandt andet lærer at »identificere sårbarheder i magtsystemer«.
Det er ifølge New York Post ikke et kursus, man uden videre kan tilmelde sig.
Holdet består angiveligt kun af 12 studerende af gangen – seks kvinder og seks mænd – som først skal igennem en omfattende udvælgelsesproces med blandt andet undersøgelser og interview.
En tidligere studerende har over for The Stanford Daily beskrevet kurset som mere »hackeragtigt« og »opportunistisk«.
Det har nu fået fornyet opmærksomhed i kølvandet på sagen om Phia.
Der er dog ikke noget, der dokumenterer, at Phoebe Gates har brugt noget fra Stanford-kurset i forbindelse med Phia eller den omstridte praksis.
Gates er heller ikke sigtet i sagen.
Phia har tidligere forklaret den omstridte praksis med, at der var tale om et softwareproblem.
Men Bloomberg har siden rapporteret, at interne beskeder viser, at selskabets stiftere var opmærksomme på cookie-indstillingerne flere måneder før problemerne kom frem.
Phoebe Gates har ikke besvaret New York Posts henvendelser.