Han har i årtier været blandt de mest markante stemmer i kampen mod klimaforandringer.

Men nu overrasker Microsoft-milliardæren Bill Gates med et budskab, som får forskere til at måbe – og klimaskeptikere til at juble.

I et nyt blogindlæg, offentliggjort blot to uger før COP30, skriver Microsoft-grundlæggeren, at klimaforandringer »ikke vil føre til menneskehedens undergang«.

I stedet bør verden fokusere på sundhed, velstand og tilpasning frem for ensidigt at jage kortsigtede CO₂-mål, mener han.

USAs præsident Donald Trump og førstedamen Melania Trump har tidligere haft Bill Gates til middag i Det Hvide Hus.
USAs præsident Donald Trump og førstedamen Melania Trump har tidligere haft Bill Gates til middag i Det Hvide Hus. Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

»Selvom klimaforandringer vil have alvorlige konsekvenser, især for folk i de fattigste lande, vil det ikke føre til menneskehedens undergang,« skriver Gates.

Udmeldingen kommer blot én dag efter, at FN advarede om, at kloden er på vej mod en ny æra med dødbringende hedebølger, stigende have og uoprettelige klimatiske vippepunkter.

Ifølge The Independent mødes Gates’ udtalelser med skarp kritik fra klimaforskere.

Den amerikanske klimaforsker Michael E. Mann kalder milliardæren analyse »dybt forkert« på det sociale medie Bluesky.

Samtidig kan Bill Gates’ blødere tone være et forsøg på ikke at provokere den nye Trump-administration forud for klimatopmødet i Brasilien, vurderer B.T. udlandsredaktør.

»Efter Trump er kommet til magten, har flere techgiganter været mere påpasselige med ikke at tale imod præsidenten. Og det her kan sagtens være endnu et bevis på det,« siger Jeppe Elkjær Andersen.

Ifølge udlandsredaktøren er forholdet til Donald Trump en kompliceret størrelse:

»Trumps vrede kan hurtigt komme til at koste et selskab som Microsoft dyrt. Og det her kan sagtens være en af Bill Gates’ måder at please Trump på.«

Donald Trump, der så sent som i september kaldte klimaforandringer »verdens største fupnummer« har flere gange rost Bill Gates for hans fokus på global sundhed – og de to har tidligere haft »en lang og interessant middag«, hvor de blandt andet diskuterede forskning i en kur mod HIV.