Den tidligere præsident er som mange andre endt i midten af sagen om seksualforbryderen Jeffrey Epstein. 

Nu bryder Bill Clinton til gengæld stilheden i et længere skriv på det sociale medie X i forbindelse med en høring i Repræsentanternes Hus. 

'Som en, der er vokset op med vold i hjemmet, ville jeg ikke have fløjet med hans fly, hvis jeg havde haft den mindste mistanke om, hvad han lavede,' indleder han og tilføjer: 

'Jeg ville også have anmeldt ham og stået i spidsen for kravet om retfærdighed for hans forbrydelser.'

I forbindelse med Epstein-filerne er flere billeder af den tidligere præsident i selskab med Jeffrey Epstein blevet delt. 

Det betyder, at han og hustruen, Hillary Clinton, begge er blevet indkaldt til at vidne i høringssagen.

Dette foregår dog bag lukkede døre, hvorfor offentligheden ikke ved, hvad der bliver sagt.

I den indledende udtalelse afviser den tidligere præsident videre, at han vidste, hvad Jeffrey Epstein lavede af forbrydelser. 

'Uanset hvor mange billeder du viser mig, er der to ting, der i sidste ende betyder mere end din tolkning af de 20 år gamle billeder,' skriver han videre og tilføjer: 

'Jeg ved, hvad jeg så, og endnu vigtigere, hvad jeg ikke så.'

'Jeg ved, hvad jeg gjorde, og endnu vigtigere, hvad jeg ikke gjorde.'

'Jeg så ingenting, og jeg gjorde intet forkert.'

Hillary Clinton vidnede torsdag bag lukkede døre, men tog også til sociale medier for at dele en udtalelse. 

I sin udtalelse skriver hun blandt andet om Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell:

'Jeg havde ingen anelse om deres kriminelle aktiviteter. Jeg kan ikke huske nogensinde at have mødt Epstein.'

'Som alle anstændige mennesker er jeg forfærdet over det, vi har fået at vide om deres forbrydelser.'

Det kan du læse mere om HER