Lørdag er en bil kørt ind i en menneskemængde i Italien.

Det skriver flere italienske medier, herunder nyhedsbureauet Ansa.

Det er sket i centrum af byen Modena, hvor en bil med høj hastighed ramte flere fodgængere.

Ifølge vidner på stedet kørte bilen meget stærkt.

»Det virker til, at han med vilje kørte op på fortovet, påkørte flere personer og kørte ind i et butiksvindue. Han steg herefter ud af bilen og svingede med en kniv,« siger byens borgmester, Massimo Mezzetti, til tv-stationen RaiNews24, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Bilen blev ført af en 30-årig mand.

Flere politi- og redningsenheder har lørdag arbejdet på stedet, hvor adskillige personer er kommet til skade.
Flere politi- og redningsenheder har lørdag arbejdet på stedet, hvor adskillige personer er kommet til skade. Foto: LaPresse/Shutterstock

Ifølge det nationale public-service medie Rai.it skulle manden være italiensk statsborger af nordafrikansk oprindelse. Mediet skriver også, at den formodede gerningsmand tidligere har været under psykiatrisk behandling.

Mindst syv personer er kommet til skade, hvoraf fire personer er kommet alvorligt til skade, oplyser det lokale politi og byens borgmester.

En af de sårede, en 55-årig kvinde, har efter den voldsomme påkørsel mistet begge ben, skriver både nyhedsbureauet Ansa og Rai.it, der har talt med den mand, der forsøgte at stoppe føreren af bilen.

Den mandlige fører af bilen forsøgte at flygte og stak en forbipasserende ned, der forsøgte at stoppe ham.

Flere personer er såret og nogle også alvorligt, ifølge flere italienske medier.
Flere personer er såret og nogle også alvorligt, ifølge flere italienske medier. Foto: LaPresse/Shutterstock

I en video, der florerer på det sociale medie X, ses den pågældende bil komme kørende i høj fart direkte ind på fortovet, hvor den mandlige bilist rammer adskillige fodgængere.

Efterfølgende blev manden stoppet og anholdt af politiet.

Det italienske medie Rai.it skriver yderligere, at der ud fra de oplysninger, som indtil videre er indsamlet, ikke er tegn på, at den formodede gerningsmand skulle være radikaliseret eller have forbindelser til ekstremistgrupper.

Dog er tyder oplysningerne på, at han er alvorlig psykisk ustabil, men mediet beretter, at dette blot er indledende vurderinger, som skal efterforskes nærmere.

Både politi, redningstjenester og ambulancer ankom straks til stedet.

Det er stadig uvist, hvad der har været mandens motiv.

I et opslag på X sender Italiens premierminister, Giorgia Meloni, sine tanker til de tilskadekomne og deres pårørende.

Opdateres ...