Biden og hans kollega i Mexico er enige om at arbejde sammen for at nedbringe den "irregulære indvandring".

USA's nye præsident, Joe Biden, vil gøre op med den "hårde" kurs mod indvandring, som hans umiddelbare forgænger, Donald Trump, stod for.

Det har Biden meddelt sin mexicanske kollega, Andrés Manuel López Obrador, i en telefonsamtale fredag. Det meddeler Det Hvide Hus.

I stedet ønsker Biden mere fokus på de bagvedliggende årsager til, at titusinder i Latinamerika vælger at forlade deres land og søge mod USA.

I fredagens samtale med López Obrador fremlagde Biden også sin plan om at skabe nye veje til lovlig indvandring.

Den nye amerikanske præsident vil desuden forbedre processen for mennesker, der søger asyl, fremgår det af et referat af samtalen, som Det Hvide Hus har offentliggjort.

Den nye regering ønsker at "omgøre den tidligere regerings hårde indvandringspolitik", meddeler Det Hvide Hus.

Biden og hans kollega i Mexico er enige om at arbejde sammen for at nedbringe det, de betegner som den "irregulære indvandring".

Mexico har en stor rolle at spille i Bidens indvandringsplaner. Tidligere på måneden hjalp landet med bestræbelserne på at forhindre, at en større karavane af migranter nåede frem mod deres mål, USA.

Efter fredagens samtale med Biden skriver López Obrador på Twitter, at det var en "behagelig og respektfuld" samtale.

- Alt tyder på, at forholdet vil blive godt og til gavn for vores folk og vores lande, skriver han.

Det var en af Trumps mærkesager at føre en hård kurs mod indvandring.

Biden har derimod talt for, at USA åbner op for, at de omkring 11 millioner mennesker, der bor i landet uden papirer, kan søge amerikansk statsborgerskab.

Selv hans partifæller i Kongressen erkender imidlertid, at det kan blive en svær opgave.

/ritzau/Reuters