USA's præsident er bekymret over Ruslands ageren ved grænsen til Ukraine og foreslår topmøde med Putin.

USA's præsident, Joe Biden, har i en telefonsamtale med Rusland præsident, Vladimir Putin, udtrykt bekymring over Ruslands militære optrapning langs grænsen til Ukraine.

Samtidig har Biden foreslået et topmøde mellem de to ledere på neutral grund for at diskutere "alle de spørgsmål", som de to lande står overfor.

Det fremgår af en meddelelse fra Det Hvide Hus tirsdag.

Et eventuelt topmøde skal ifølge Biden holdes i et tredjeland i løbet af de kommende måneder

I samtalen med Putin udtrykker Biden "bekymring" over Ruslands militære optrapning på det besatte Krim og langs grænsen til Ukraine og opfordrer Putin til at dæmpe spændingerne.

Putins kontor i Kreml oplyser, at Biden fortalte den russiske præsident, at han ønsker at normalisere forholdet mellem de to lande og samarbejde om blandt andet våbenkontrol og Irans atomprogram.

- Begge sider gav udtryk for vilje til at fortsætte dialogen på vigtige områder for at sikre global sikkerhed, hedder det i en erklæring fra Kreml ifølge nyhedsbureauet AFP.

Desuden bekræfter Kreml, at Biden har foreslået et møde på højt niveau, men oplyser ikke noget om Putins reaktion til det forslag.

De to ledere har ikke mødt hinanden ansigt til ansigt, efter at Biden blev indsat som præsident i januar.

De seneste uger har der været meldinger om russiske forflytninger af soldater og materiel til halvøen Krim samt til grænseområdet nær det østlige Ukraine.

Rusland annekterede Krim fra Ukraine i 2014, og i det østlige Ukraine er kampe mellem regeringsstyrker og separatister støttet af Rusland taget til i styrke den seneste tid.

Militæralliancen Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, opfordrer ligeledes Rusland til at indstille sine militære aktiviteter ved grænsen til Ukraine.

- De seneste uger har Rusland sendt tusindvis af kampklare soldater til den ukrainske grænse. Det er den største opmarchering af russiske soldater siden den ulovlige annektering af Krim i 2014, siger Stoltenberg på et pressemøde tirsdag ifølge Reuters.

- Rusland skal øjeblikkeligt stoppe denne militære optrapning i og omkring Ukraine og stoppe sine provokationer, lyder det.

Ifølge en talsperson for Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, har Rusland sendt over 40.000 soldater til Ukraines østlige grænse. Mindst lige så mange soldater er blevet sendt til Krim-halvøen.

/ritzau/