Præsident Joe Biden lover fredag at "reparere og på ny sætte gang i" USA's forhold til EU, efter de to parter er blevet enige om at suspendere en toldstrid, der involverer flyfabrikkerne Boeing og Airbus.

Biden bekræfter USA's vilje til at sætte ny fart i samarbejdet med Europa under en samtale med chefen for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen.

Det er en 16 år lang strid om statslige subsidier til de to store flyfabrikker, som de to parter nu udsætter indtil videre. Det er en strid, hvor USA har påført europæiske varer en straftold på 7,5 milliarder dollar.

Biden og von der Leyen er enige om at suspendere toldsatserne og "arbejde mod at løse disse langvarige stridigheder i WTO", lyder det fra Det Hvide Hus. WTO er Verdenshandelsorganisationen.

- Han (Biden) understregede sin støtte til EU og hans dedikation til at reparere og sætte gang i partnerskabet mellem USA og EU, hedder det videre.

Bidens forgænger, Donald Trump, havde et anspændt forhold til EU, som han anklagede for at svække USA økonomisk.

Han støttede blandt andet briterne under forhandlingerne om den britiske udtræden af EU og kaldte Europa en "fjende".