Hvis de bliver ved, så skrider vi til handling.

Sådan må man fortolke det udsagn, som Joe Biden kom med torsdag på sit første officielle pressemøde.

Her måtte Biden forholde sig til de missilaffyringer, som Nordkorea har foretaget på mindre end en uge.

Den nye amerikanske præsident lagde ikke skjul på, at han ikke vil lade de nordkoreanske sprængninger gå upåagtet hen.

Joe Biden holdt torsdag sit første pressemøde efter indsættelsen i januar.
Joe Biden holdt torsdag sit første pressemøde efter indsættelsen i januar. JIM WATSON

»Vi konsulterer med vores allierede og partnere, og der vil komme en reaktion, hvis de (nordkoreanerne, red.) vælger at eskalere. Vi vil svare i overensstemmelse med det,« sagde Biden til de fremmødte journalister.

Da Obama forlod præsidentposten i 2016, advarede han om, at Nordkorea er den største udenrigspolitiske trussel. En holdning, som den nybagte præsident ifølge CNN erklærede sig enig i.

Joe Biden afslørede også, at hans stab arbejder via de diplomatiske kanaler, men at han står fast på kravet om, at nordkoreanerne skal nedbringe antallet af nukleare våben.

»Så det er hvad, vi gør lige nu: Konsulterer med vores allierede.«

Der var god afstand mellem pressefolkene under torsdagens pressemøde.
Der var god afstand mellem pressefolkene under torsdagens pressemøde. JIM WATSON

Torsdag affyrede Nordkorea ifølge den japanske premierminister to ballistiske missiler ud over havet nær Japan.

Ifølge Japans regering fløj det ene missil omkring 450 kilometer, før det landede uden for landets eksklusive økonomiske zone, hvilket peger på, at der var tale om et kortrækkende missil.

En eksklusiv økonomisk zone betegner det havområde, hvor en kyststat har eneret på at udnytte de naturressourcer, som er i havet, på havbunden og i undergrunden.

Affyringen fandt sted samme dag, som den olympiske ild begyndte sin rejse mod Tokyo i Japan, hvor der holdes OL til sommer.

Nordkoreas leder Kim Jong Un har i løbet af den seneste uge fyret missiler af to gange. (Arkivfoto)
Nordkoreas leder Kim Jong Un har i løbet af den seneste uge fyret missiler af to gange. (Arkivfoto) POOL

I sidste uge menes nordkoreanerne også at have affyret to missiler.

Joe Biden sagde ved den lejlighed til journalister, at han ikke opfatter prøvesprængningerne som reelle provokationer.

Og ifølge CNN betragter det amerikanske forsvarsministerium situationen som 'business as usual'.

Tv-stationen citerer også unavngivne kilder i administrationen for at sige, at amerikanerne ikke har planer om at besvare hvert eneste af de nordkoreanske missiltest.

JIM WATSON

»Vi mener ikke, det er i vores bedste interesse at køre de her ting op,« lød det fra kilde, som dog indrømmede, at den seneste affyring satte en ny standard.