Bianca var sund og rask. En glad og kærlig familiehund, der gik på rypejagt i de norske fjelde. Men så blev hun ramt af en frygtet og højst smitsom norsk hundesygdom.

»Det er helt grusomt. Det er det værste, vi nogensinde har været igennem,« siger Cecilie Sandbu Lundgreen til den norske avis VG.

Forrige fredag døde hendes hund Bianca af en frygtelig hundesygdom, der ifølge NRK foreløbig har kostet 26 norske hunde livet.

Hundeejere frygter, at sygdommen kan sprede sig til Danmark. Derfor har Dansk Kennel Klub valgt at udelukke norske hunde fra udstillinger, stævner og konkurrencer i Danmark.

Bianca hos dyrelægen sammen med Natashia Aksnes.
Bianca hos dyrelægen sammen med Natashia Aksnes.
Vis mere

Cecilie Sandbu Lundgreen troede ikke det var alvorligt, da Bianca begyndte at kaste op om torsdagen. Men allerede dagen efter fik Bianca blodig diarré på gulvtæppet, og derfor valgte Cecilie Sandbu Lundgreen at tage hende til en dyrlæge.

Da dyrlægen forsøgte at tage Biancas temperatur bagi, fossede det ud med blod. Hundens hjerterytme og puls blev så lav, at dyrlægen slet ikke kunne finde den.

»Så kollapsede kroppen, tungen gled ud, og hun var borte,« fortæller Cecilie Sandbu Lundgreen til VG.

Bianca viste de samme symptomer som en række andre hunde, der inden for kort tid har mistet livet i det sydøstlige Norge. Det vides ikke, hvor mange hunde der er blevet smittet, men de norske veterinærmyndigheder, Matttilsynet, vurderer mandag, at mindst 26 hunde er døde af sygdommen.

Bianca svøbt i et tæppe hos Dyrlægen. Død af en mystisk sygdom.
Bianca svøbt i et tæppe hos Dyrlægen. Død af en mystisk sygdom.
Vis mere

På et pressemøde søndag oplyste beredskabs- og sikkerhedsdirektør i Veterinærinstituttet, Jorun Jarp, at der er kommet meldinger om syge hunde fra flere dele af Norge.

»Det er vældig dramatisk. Der er mange hunde, som kan være ramt af dette, men vi må undersøge flere hunde for at se, hvor stor spredningen er,« sagde Jorun Jarp.

Siden søndag er der konstateret yderligere fire tilfælde af sygdommen. En af hundene døde på vej til dyrlægen.

Oduktionerne af syv hunde har vist, at hundene døde af den samme tarmbetændelse.

Bianca i sine velmagtsdage, da hun stadig var sund og rask.
Bianca i sine velmagtsdage, da hun stadig var sund og rask. Foto: Privatfoto.
Vis mere

Foreløbige undersøgelser af døde hunde og af syge hundes afføring har vist en forekomst af de to bakterier Providencia alcalifaciens og Clostridium perfringens.

Hvordan hundene bliver smittet af sygdommen, vides endnu ikke.

Der er ikke konstateret tilfælde af sygdommen herhjemme, men Dansk Kennel Klub har valgt at tage en række forbehold for at undgå, at smitten breder sig til Danmark.

»Vi ønsker ikke at bidrage til en eventuel spredning af sygdommen, og derfor har vi valgt at følge anbefalingen fra den norske fødevarestyrelse angående, at hunde bosiddende i Norge ikke forsamles,« siger Lise Lotte Christensen fra Dansk Kennel Klub.

Bianca var en passioneret jagthund. Her er hun på rybejagt med Cecilie Sandbu. 
Bianca var en passioneret jagthund. Her er hun på rybejagt med Cecilie Sandbu. 
Vis mere

De danske myndigheder følger situationen i Norge tæt, fortæller dyrlæge Tim Petersen, der er souschef i Fødevarestyrelsens enhed for dyresundhed.

Han opfordrer danske hundejere til at forholde sig roligt, men holde øje med deres hunde.

»Hvis den udviser symptomer på sygdommen, som for eksempel opkast, diarré og svækket almenbefindende​, så bør man søge dyrlæge,« siger han.

Der findes mellem 500.000 og 600.000 hunde i Norge, og omtrent det samme antal i Danmark.