Bevæbnede bandekriminelle har ifølge nigeriansk politi bortført 25 elever på en pigeskole i Nigeria natten til mandag.

En ansat er blevet dræbt.

Angrebet fandt sted i det nordvestlige Nigeria på en ungdomsuddannelse for piger.

Det skete ifølge politiet omkring klokken 04.00 lokal tid, hvor bevæbnede folk stormede skolen med "avancerede våben", mens de skød "sporadisk".

Politi blev kaldt ud til stedet.

Men "desværre var de mistænkte banditter allerede brudt igennem skolens hegn og havde bortført 25 elever" til et ukendt sted, skriver politiet.

Angrebet er sket i delstaten Kebbi i en skole, som hører under det nigerianske ungdomsuddannelsessystem, som går fra cirka 12 år og op.

Det er over ti år siden, at den islamistiske gruppe Boko Haram bortførte 276 skolepiger i Nigeria.

Kampagnen "Bring Back Our Girls" satte dengang stort internationalt fokus på bortførelsen.

Mange af pigerne lykkedes med at flygte, og flere blev også løsladt. Men der er også flere, som aldrig er vendt tilbage.

Generelt har det nordvestlige Nigeria oplevet flere tilfælde, hvor bander har bortført elever og krævet løsepenge. Det er sket på trods af regeringens løfter om at forbedre sikkerheden i regionen.

Politiet melder mandag, at taktiske enheder og militærfolk er blevet "sat ind i området og gennemsøger banditternes ruter og en nærliggende skov" i et forsøg på at redde de bortførte elever.

Mens en ansat på skolen blev dræbt, er en anden blevet såret.

/ritzau/AFP