Den 26-årige politimand Dylan Harrison havde fredag nat sin første vagt i Alamos politiafdeling i Georgia, USA.
Vagten blev også hans sidste. Lørdag nat klokken 1 lokal tid blev han dræbt i en bagholdsskudepisode foran politistationen.
Det skriver CNN.
GBI (Georgias Bureau of Investigation, red.) var hurtige til at have en mistænkt i form af den 43-årige Luke Ferguson fra Alamo.
Der blev hurtigt udlovet en dusør på 17.500 dollar – 130.000 kroner – for oplysninger, der kunne føre til hans anholdelse.
Der blev samtidig udsendt en advarsel om, at den mistænkte kunne være farlig for sine omgivelser.
Klokken 14.30 søndag kunne politiet så anholde Luke Ferguson, da de ransagede hans adresse i Alamo. Han er nu sigtet for drab samt en tidligere sag omhandlende stalking.
Ifølge GBI var drabet hævn for en episode, som havde fundet sted tidligere fredag aften.
Betjent Dylan Harrison havde stoppet en mand for en trafikforseelse. Da han spurgte om navn og identifikation, afviste manden. Dette førte til et mundtligt skænderi, der eskalerede til, at manden skubbede betjenten. Dylan Harrison forsøgte forgæves at anholde manden og måtte til sidst gøre brug af sin strømpistol. Manden, som endelig blev anholdt og ført til Wheeler County fængsel, skulle have været en bekendt af Luke Ferguson.
Harrison efterlader sig sin kone og deres kun seks måneder gamle barn.
Den tragiske nyhed er også nået hele vejen til Georgias guvernør Brian Kemp, som på Twitter sender sine kondolencer til Dylan Harrisons familie.
'Tidligt denne morgen blev en af vores betjente i Georgia dræbt i tjenesten. Vores tanker og bønner går til betjentens familie, venner og kollegaer i Alamo politiafdeling,' skriver han.
Selvom det var Dylan Harrisons første dag i Alamos politiafdeling, var han en rutineret mand i styrken.
I løbet af en fire år lang karriere havde han blandt andet arbejdet som betjent i Cochrans politiafdeling og som narkoagent ved Oconee Task Force.


