Betalte millioner for Trump Jr.s bryllup: Her er den russiske oligark
Oligarken har forbindelser til både Putin og Trump-familien – og en fortid med domme for afpresning og overfald.

Oligarken har forbindelser til både Putin og Trump-familien – og en fortid med domme for afpresning og overfald.

Han er tidligere kriminel, forretningsmand og kendt i bokseverden – og så har han forbindelser til Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Kært barn har mange navne, men hvem er den russiske oligark, der angiveligt har betalt 1,2 millioner kroner til dele af Donald Trump Jr.s bryllup i maj?
En donation, der har vakt opsigt og kritik på grund af betalerens forbindelser til både Putin og Trump.
Det var ProPublica, der afslørede finansieringen. B.T. har siden skrevet om sagen.
Der er tale om den 43-årige russiske forretningsmand Umar Kremlev, som det meste af sit liv har været en del af bokseverdenen.
Ifølge Time Magazine var han som ung amatørbokser, og i 2015 grundlagde han boksepromotoren Patriot.
Fra 2017 var han generalsekretær for International Boxing Association (IBA), inden han i 2020 blev præsident.
Det var under hans ledelse, at Den Internationale Olympiske Komité i 2023 udelukkede IBA efter flere års kritik af organisationens ledelse, økonomi og dommerarbejde.
Umar Kremlev fortsatte dog med at arrangere IBA-turneringer i lande, der støtter organisationen.
Han har samtidig en fortid med domme for kriminalitet. I 2004 blev han dømt for afpresning, og i 2007 for overfald, skriver The Guardian.

Senere opbyggede han tætte forbindelser til den russiske elite og personer tæt på Putin.
Ifølge medierne begyndte forbindelserne blandt andet gennem den nationalistiske bikerklub Night Wolves, der åbent støtter Putin.
Her mødte Umar Kremlev blandt andre Alexei Rubezhnoi – som leder Putins sikkerhedstjeneste – og det var ham, der nominerede oligarken til posten som generalsekretær i IBA, skriver The Guardian.
Derudover er Umar Kremlev angiveligt gift med Alexei Rubezhnois søster.
Oligarken købte i 2024 Ruslands største bilforhandlerkæde, som indtil da var statsejet.
Han har offentligt udtrykt sin taknemmelighed over for Putin, ligesom de to flere gange er blevet fotograferet sammen.
Selv har præsident Putin tildelt Umar Kremlev 'Venskabsordenen', en statslig russisk hæderspris.
Umar Kremlev var desuden med på Putins officielle rejse til Kina kort før, han rejste videre til Bahamas, hvor Donald Trump Jr.s bryllup blev holdt, skriver medierne.

Helt præcist, hvordan Donald Trump Jr. og Umar Kremlev kender hinanden, giver Time Magazine et indblik i.
De seneste måneder er relationen blevet kædet sammen med IBA, hvor oligarken og præsidentsønnen blandt andet deler holdning til transkønnede kvinders deltagelse i kvindesport.
Men ifølge Umar Kremlevs pressekontor mødtes de allerede for et par år siden og udviklede et venskabeligt forhold uden politisk forbindelse, skriver ProPublica.
Talspersonen for Donald Trump Jr. har fortalt The New York Times, at de lærte hinanden at kende gennem boksning, jagt og en fælles ven, og afviser samtidig, at de handler med hinanden.
Donald Trump Jr.s hustru, Bettina Trump, har selv bekræftet den opsigtsvækkende donationen i et opslag på Instagram.
Her skriver hun på vegne af ægteparret blandt andet:
»Vores kære ven Umar var utrolig generøs og vært for to fantastiske aftener, hvor vi fejrede vores bryllup EFTER selve brylluppet. Det var en usædvanligt generøs bryllupsgave fra en ven, og noget, vi var – og stadig er – utrolig taknemmelige for.«
Bettina Trump afviser derefter, at der skulle være tale om et »politisk motiv« eller »en skjult dagsorden.«
B.T. har rakt ud til Donald Trump Jr. for at få en kommentar, men han er endnu ikke vendt tilbage.