Der er virkelig, virkelig kold luft mellem nabolandene USA og Canada, og i særligt én canadisk provins udspiller der sig et storpolitisk drama.
Provinsen – Alberta – vender vi tilbage til, for de to landes regeringsledere ligger i åben, verbal krig med hinanden.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har flere gange gjort det klart, at han vil have Canada som USAs 51. stat, og så sent som onsdag gav han ifølge Politico en syngende lussing til nabolandet:
»Canada lever på grund af USA.«
I samme ombæring trak Trump sin invitation tilbage om at lade Canadas premierminister, Mark Carney, blive en del af Trumps fredsråd i Gaza.
Det fik naturligvis Mark Carney op i det røde felt, og han skød straks tilbage mod Trump:

»Canada lever ikke på grund af USA. Canada trives, fordi vi er canadiere.«
Samtidig blander USAs finansminister, Scott Bessent, sig i mundhuggeriet ved at kalde Carney »en globalist« og kritisere canadierens tid som klimaudsending i FN.
Og så er vi tilbage ved den canadiske provins Alberta i det vestlige Canada.
For her foregår der noget ret opsigtsvækkende midt i Trumps snak om Canada som USAs 51. stat.
Og det har Bessent bemærket.
»Folk taler. Folk ønsker suverænitet. De ønsker det, som USA har,« siger Bessent om borgerne i Alberta, der med fem millioner indbyggere er den fjerdestørste i Canada.
»Alberta er en naturlig partner for USA. De har store ressourcer. Indbyggerne i Alberta er uafhængige mennesker. Der går rygter om, at de måske vil afholde en folkeafstemning om, hvorvidt de ønsker at forblive en del af Canada eller ej,« fortsætter Scott Bessent.
Og det er sådan set reelt.

Arrangører i hele provinsen behøver kun 177.000 underskrifter til indsamlingen 'Stay Free Alberta' inden den 2. maj for at tvinge en folkeafstemning om uafhængighed igennem.
Hvis det lykkes, er den canadiske regering ifølge Politico tvunget til at forhandle i god tro om en potentiel løsrivelse.
Billeder fra Alberta viser, hvordan der flere steder er lange køer af mennesker, der trodser 22 minusgrader for at skrive under på, at en folkeafstemning skal finde sted.
Og rundt omkring i USA taler konservative influencere med stor entusiasme om, at Alberta tilslutter sig USA.

Det canadiske medie Edmonton Journal, der er baseret i Albertas hovedstad, Edmonton, har talt med flere separatister.
»Nok er nok. Kender du historien om Askepot? Det er kun en vidunderlig historie, fordi hun undslap sine mishandlere,« siger den frivillige Nicholas Kasper til mediet.
En anden frivillig ved navn Kelly Littlejohn siger:
»Vi bliver ikke anerkendt i Ottawa (Canadas hovedstad, red.) for alt det, vi gør for dette land, og vores værdier stemmer bestemt ikke overens med det østlige Canada.«
I mediet Calgary Herald fra Albertas største by, Calgary, skriver klummeskribent Chris Nelson, at »Donald Trump slikker sig om munden« ved tanken om at erobre Alberta.
Ifølge Nelson har initiativtagerne til 'Stay Free Alberta' allerede mødtes med amerikanske embedsmænd i Det Hvide Hus for at drøfte konsekvenserne af Albertas uafhængighed.
Alberta havde i 2024 den højeste BNP per indbygger blandt de canadiske provinser, og den er samtidig landets førende i produktionen af fossile brændstoffer.
