Klokken lidt over 6 tirsdag morgen tweetede Østrigs 33-årige kansler, Sebastian Kurz, et billede fra EU-Parlamentets bygninger i Bruxelles.
På billedet var Kurz flankeret af Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, Hollands premierminister, Mark Rutte, og Sveriges statsminister, Stefan Löfven. Alle fire smilede bredt. Kurz fejrede den netop indgåede aftale mellem de 27 EU-lande og sendte en særlig tak til de 'sparsommelige'.
De sparsommelige fire, som nu stod afbildet på Kurz' Twitter-profil, havde ellers været igennem en række hektiske dage.
Under forhandlingerne, der startede fredag og først sluttede tirsdag, havde gruppen af relativt små lande i EU-sammenhæng nemlig vist sig at være en særdeles hård nød at knække for lande som Frankrig, Tyskland og Italien, og det affødte til tider stærke reaktioner.
Flere medier kunne eksempelvis fortælle, hvordan den franske præsident, Emmanuel Macron, og den tyske kansler, Angela Merkel, var udvandret i frustration over de sparsommeliges 'manglende solidaritet' lørdag aften.
Mandag morgen skulle Macron så have banket næven i bordet i frustration over linjen fra Kurz, Frederiksen, Löfven og Rutte og bragt sindene så meget i kog, at den belgiske premierminister, Sophie Wilms, måtte dæmpe gemytterne, fortalte anonyme diplomater til Reuters.
Samtidig blev de sparsommelige fire skydeskive for verbale udfald fra andre ledere. Eksempelvis havde Italiens premierminister, Giuseppe Conte, lørdag følgende kommentar til sparebandens adfærd:
»Europa er ved at blive afpresset af de sparsommelige.«

Alligevel stod de, Mette Frederiksen og co., altså nu og smilede på billedet tirsdag morgen.
Først og fremmest havde de opnået et resultat i forbindelse med forhandlingerne om fonden til genopretning af EU's økonomi.
Her var der lagt op til, at EU-landene skulle låne 750 milliarder euro og give 500 af dem som tilskud til nødstedte lande og tilbyde de resterende 250 milliarder euro som lån.
Den fordeling fik de fire forhandlet ned, så det endte med 390 milliarder euro som tilskud og 360 som lån. Derudover opnåede alle fire lande store rabatter på deres årlige indbetalinger til EU.
»Det er virkelig spændende, det vi har set her. De fire har fået skabt en platform, og vi ser en tegning til en ny blok i EU. Forhandlingsstrategien har været godt tilrettelagt, og det har virket, at de her lande har stået sammen,« siger Rasmus Bruun Pedersen, EU-ekspert og ph.d. i international politik på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
Under forhandlingerne fik de sparsommelige fire også en del opbakning fra Finland, og Rasmus Bruun Pedersen spår, at de sparsommelige fire sagtens kan blive til flere lande på sigt.
»Efter Storbritanniens exit har de her lande fundet en form for alliance, som er blevet ret central i de her forhandlinger, og jeg tror helt klart, vi vil se, at der kommer flere mindre sparsommelige lande til,« siger Rasmus Bruun Pedersen:
»Danmark har været meget aktiv i forhold til at danne nye alliancer, efter Storbritannien stemte sig ud af EU, og jeg tror, vi kommer til at se Danmark sammen med de her lande i andre sammenhænge også.«

Fra dansk hold har der i hvert fald umiddelbart været tilfredshed med at samarbejde med Østrig, Holland og Sverige i EU-regi.
Det var nemlig ikke kun Sebastian Kurz, der sendte ros af sted til sine sparsommelige kolleger tirsdag morgen.
Også Mette Frederiksen var på banen i et længere Facebook-opslag, hvor hun udtrykte sin glæde over resultaterne i aftalen, takkede alle EU-medlemslandene og sendte en helt særlig hilsen til sine allierede:
'Tak også til Holland, Sverige og Østrig for et ekstraordinært tæt samarbejde. Det har i den grad båret frugt!'


