Kort før sin anholdelse i 2019 havde den nu afdøde finansmand og dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein et presserende problem han ønskede løst.

Der var indledt en undersøgelse af et uautoriseret byggeri på hans private ø på Jomfruøerne, samt lavet et stop og givet bøder for videre byggeri.

I takt med at konflikten voksede og pressedækningen lige så, tog Epstein fat i områdets øverste folkevalgte, guvernøren Albert Bryan Jr., for at få en håndsrækning, viser beskeder som CNN har gennemgået.

Mens Epstein klager over stigende bøder og negativ presse, skriver Bryan, at han har bedt en kommissær om at »trække sig tilbage og give efter for alle tidligere tilladelsesanmodninger«.

»Vi har dig,« tilføjer Bryan senere i en besked til Epstein.

Beskederne giver et sjældent indblik i, hvordan Epstein udnyttede sin rigdom og løfter om investeringer til at påvirke embedsmænd, der overvågede sager om hans interesser. Epstein truede med, at håndhævelse ville sende han investeringer til Puerto Rico i stedet.

Selvom det er uklart, om presset på Bryan Jr. førte til konkrete skridt, viser CNNs analyse af en række sms’er og e-mail over flere måneder, at Bryan tilbød at gå i dialog med tilsynsmyndighederne på Epsteins vegne og forsikrede ham om, at han håndterede sagen.

De to planlagde også private møder, mens tvisten udviklede sig. 

»Kan du afsætter 15 minutter?« skriver Epstein.

»Absolut til dig,« svarer Bryan.