Når de danske soldater er udstationeret på Ain Al-Asad-basen​, er det primært for at træne og rådgive den irakiske hær.

Men det er langtfra det eneste, som de danske soldaters dagligdag består af.

»Det er jo en kæmpestor base, og det kan tage lang tid at køre fra et sted til et andet, men faciliteterne er virkelig gode, og der er masser af tid til eksempelvis at træne,« fortæller Bergur Løkke Rasmussen, der i 2016 var udstationeret på Ain Al-Asad-basen i seks måneder, hvor han som en del af de danske beredskab tog del i træningen af de iranske soldater.

»Men hovedopgaven var selvfølgelig at træne de irakiske soldater,« fortæller han videre.

Danske soldater har siden 2014 været til stede i Irak, hvor de som en del af en international koalition under Operation Inherent Resolve har bekæmpet Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Var du på basen, da angrebet fandt sted? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk

På basen er der cirka 130 danske soldater udstationeret, men ingen af dem er kommet til skade i forbindelse med det iranske missilangreb, der ramte basen natten til onsdag dansk tid. Ifølge forsvaret befandt de danske soldater sig i 'sikkerhedsfaciliteterne', da angrebet fandt sted.

»Når alarmerne lyder, så tager man sin sikkerhedsudrustning, der blandt andet består af en hjelm og en fragmentionsvest, som beskytter en, og søger mod de mange sikkerhedsrum, der er, hvor man så får en status,« fortæller Bergur Løkke Rasmussen, der er søn af forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Bergur Løkke Rasmussen 
Bergur Løkke Rasmussen  Niels Ahlmann Olesen

Han tilføjer, at det ikke er unormalt, at alarmen lyder, men at der i mange tilfælde var tale om en test, da han var der.

»Da jeg var på basen, formåede nogle IS-tilhængere at snige sig så tæt på, at de kunne skyde en raket ind over basen, men når basen er så stor, så det langtfra sikkert, at nogen eller noget bliver ramt,« siger han videre.

Supermarked og frisør

Foruden de godt 130 danske soldater på basen er der i øjeblikket omtrent 1.500 amerikanske soldater samt en håndfuld norske og britiske soldater. Og med så mange mennesker samlet på et sted er der også behov for helt almindelige fornødenheder.

»Der er en stor supermarked, hvor du kan købe energidrik, barberskum, skrabere og så videre. Og så var der en frisør, da jeg var dernede, som man også kunne gå til, hvis man havde behov for det,« fortæller Bergur Løkke Rasmussen og tilføjer:

»Og så er der et stort cafeteria, hvor man kan spise. Da jeg var der, var det amerikanerne, der stod for det. Maden var egentlig helt okay, og de fulgte højtiderne, så der blev serveret julemad, når det var jul, og kalkun, når det var thanksgiving,« siger han videre.

Var du på basen, da angrebet fandt sted? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk

Soldaterne bor som udgangspunkt i en form for container, men hvis man er lidt mere 'højt på strå', så har man en enmandscontainer.

»Da jeg var der, blev der også sendt et soldaterhjem derned. Der kunne man gå ind og spille forskellige spil og hygge sig sammen. Det var en slags hyggestue,« fortæller Bergur Løkke Rasmussen.

Selv oplevede han aldrig missilangreb af den slags, som de danske soldater oplevede natten til onsdag, men han er overbevist om, at det må sætte tankerne i gang hos både de danske soldater og deres pårørende.

»I øjeblikket har de (soldaterne, red.) formentlig ikke tænkt nærmere over det, men det må sætte gang i noget. Og så er jeg selvfølgelig glad for, at der ikke er sket noget med de danske soldater.«

Pia Kjærsgaard: Det er gode folk

Gennem tiden har adskillige danske politikere besøgt de danske soldater på Ain Al-Asad-basen​. En af dem er Danske Folkepartis Pia Kjærsgaard, der hele to gange har været på basen, og hun er ikke i tvivl, når hun skal sætte ord på den oplevelse.

»Det har været helt fantastisk, begge gange. De er så dedikeret til deres arbejde, og det sammenhold, som de har med hinanden, det er virkelig beundringsværdigt,« fortæller hun.

Var du på basen, da angrebet fandt sted? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk

Foruden Pia Kjærsgaard har blandt andre Mette Frederiksen (S), Lars Løkke Rasmussen (V), Morten Østergaard (R) og Helle Thorning Schmidt besøgt den store base.

»De har jo en dagligdag på stedet, og den skal fungere, og jeg tror, at de får dyrket en masse motion og får nogle gode oplevelser. Da jeg besøgte dem, havde de også bagt boller til mig,« fortæller Pia Kjærsgaard, der er rystet over nattens angreb.

»Det er gode folk.«