Honduras' tidligere præsident Juan Orlando Hernández, som sidste år blev idømt 45 års fængsel for medvirken til narkosmugling, er tirsdag blevet løsladt fra et amerikansk fængsel.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Løsladelsen sker, efter at USA's præsident, Donald Trump, i sidste uge besluttede at benåde Hernández.
Trump begrundede benådningen med, at Hernández er blevet behandlet "uretfærdigt", men uddybede ikke, hvori uretfærdigheden bestod.
Hernández blev i marts sidste år ved en domstol i New York kendt skyldig i at have taget imod millioner af dollar i bestikkelse for at beskytte kokainforsendelser med kurs mod USA.
Overordnet blev han dømt for at have medvirket til at smugle cirka 400 ton kokain ind i USA.
I løbet af retssagen beskyldte anklagerne desuden Hernández for at bruge narkopenge til at bestikke embedsmænd og manipulere valgresultatet ved Honduras' præsidentvalg i 2013 og 2017.
Hernández nægtede sig skyldig.
/ritzau/
