Bekymringen for en ny migrantkrise vokser: 18 meldes døde i vandet
Op mod 20.000 migranter er strømmet ind i den spanske enklave Ceuta.

Op mod 20.000 migranter er strømmet ind i den spanske enklave Ceuta.

Europas øjne blev torsdag rettet mod det nordlige Marokko.
Her vakte det voldsom opsigt, at migranter i tusindvis strømmede til den spanske enklave Ceuta.
Mange forsøgte at svømme fra Marokko til Ceuta, og nu lyder meldingen, at mindst 18 migranter er døde undervejs, skriver det spanske medie El País.
Imens vokser bekymringen for en ny migrantkrise i Europa.
De store migrantstrømme, hvor op mod 20.00 migranter er rejst til Spaniens nordafrikanske enklave, har fået spanske myndigheder til at slå alarm.
Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, skrev torsdag eftermiddag på X, at 'vi mobiliserer alle nødvendige ressourcer'.

Han blev med det samme mødt af massiv kritik fra Spaniens politiske højrefløj, der mener, han er skyld i den store migrantstrøm, der netop har ramt det spanske territorium.
På X skrev lederen af det konservative parti Partido Popular, Alberto Nunez Feijoo, at flygtningestrømmen er en »national sikkerhedskrise«.
På landegrænsen mellem Marokko og Ceuta har Spanien indsat militær, og fra Spaniens premierministeren lyder det, at man arbejder sammen med de marokkanske og internationale myndigheder for at genoprette normaliteten så hurtigt som muligt.
De massive migrantstrømme trækker også opmærksomhed fra danske politikere.
Mohammad Rona, der er politisk ordfører i Moderaterne, kalder på X billederne fra Ceuta for »vilde« og »skræmmende«:
»Tusindvis af illegale migranter strømmer ind på europæisk territorium. Skræmmende billeder – de skal selvfølgelig stoppes øjeblikkeligt,« skriver han.
Lignende reaktioner kan også findes fra Steffen W. Frølund, der er folketingsmedlem for Liberal Alliance, og Frederik Bloch Münster fra De Konservative.
I resten af Europa skaber de tilrejsende migranter bekymring for en ny krise i Europa.

Derfor har Italiens premierminister, Giorgia Meloni, torsdag opfordret til, at Spanien suspenderes fra Schengen-samarbejdet.
Læs mere om det HER.