Grækenlands mest populære ferieø, Kreta, er kendt for sine smukke strande.

Men øen bærer også på en dyster historie med voldelige opgør mellem familier. Et af disse opgør fandt sted lørdag i landsbyen Vorizia, hvor to personer blev dræbt og mindst ti såret.

En talsperson fra politiet fortæller, at skyderiet kommer i kølvandet på en eksplosion, der ramte en byggeplads fredag. En bombe blev detoneret og skabte ifølge det lokale politi omfattende materiel skade.
En talsperson fra politiet fortæller, at skyderiet kommer i kølvandet på en eksplosion, der ramte en byggeplads fredag. En bombe blev detoneret og skabte ifølge det lokale politi omfattende materiel skade. Foto: Stefanos Rapanis/Reuters/Ritzau Scanpix

Ifølge det lokale politi menes skyderiet at være sket som led i en familievendetta – et såkaldt familieopgør – der omhandler ejerskab over græsningsarealer.

90-årige Yiannis Fragkiadakis, der selv er slægtning til et af de familiemedlemmer, der angiveligt er involveret i lørdagens skuddrama, frygter for sin by og sine børn og børnebørn. Det fortæller han til Protothema.

»Landsbyen er klar til at eksplodere. Folk er bitre, sjælene er tunge. Jeg vil have, at politiet indfører udgangsforbud efter klokken ni om aftenen.«

»Ingen må færdes ude, der må ikke være anledning til at gøre mere ondt. Hvis ikke myndighederne griber ind og tager styringen nu, får vi flere døde.«

Netavisen eKathimerini skriver, at konflikten omhandler ejerskab over græsningsarealer på den sydlige del af Kreta.
Netavisen eKathimerini skriver, at konflikten omhandler ejerskab over græsningsarealer på den sydlige del af Kreta. Foto: Stefanos Rapanis/Reuters/Ritzau Scanpix

Yiannis Fragkiadakis beskriver situationen som en »krig i samme landsby«, og beder igen om myndighedernes og de lokales hjælp.

»Lad det onde stoppe nu. Der er ikke brug for flere gravsteder i Vorizia. Dette sted har fået nok blod.«

Den 90-årige græker siger videre, at han har set, hvad en vendetta betyder.

Her henviser han til dengang, han blot var 20 år gammel.

Gerningspersonerne var bevæbnet med Kalasjnikov-rifler, og skud kunne høres i en rum tid, efter angrebet blev indledt.
Gerningspersonerne var bevæbnet med Kalasjnikov-rifler, og skud kunne høres i en rum tid, efter angrebet blev indledt. Foto: Stefanos Rapanis/Reuters/Ritzau Scanpix

»Jeg frygter, at vi vil opleve det samme igen. I 1955 slagtede vi hinanden for en dråbe vand, for en kilde oppe i bjergene. Mennesker gik tabt, familier blev splittet, rødder blev kappet for altid. Og nu er det det samme igen. Blod flyder endnu en gang – for ingenting,« fortæller Yiannis Fragkiadakis.

En mand og en kvinde blev dræbt i det seneste familieopgør lørdag.

Landsbyen Vorizia ligger centralt placeret på øen 52 kilometer syd for hovedbyen Heraklion.