For første gang siden Bashar al-Assad blev væltet, har den nu tidligere syriske præsident og diktator udtalt sig offentligt.

Bashar al-Assad skriver på sin Telegram-kanal, at »Syrien vil blive frit og uafhængigt igen.«

Det skriver VG.

Derudover lyder det, at han ikke havde planlagt at forlade Damaskus og Syrien, og derfor forlod han heller ikke landet i forbindelse med regimekollapset. I hvert fald ikke i første omgang.

»Tværtimod blev jeg i Damaskus og udførte mine pligter tidligt søndag morgen. Mens terroristerne invaderede Damaskus, tog jeg til Lattakia i samarbejde med vores russiske allierede,« skriver den tidligere syriske præsident.

»Da situationen i området blev forværret, blev den russiske base også angrebet med missiler. Moskva anmodede om, at basen blev evakueret til Rusland.«

Alligevel overvejede Bashar al-Assad aldrig at trække sig, siger han.

»På intet tidspunkt under disse begivenheder overvejede jeg at trække mig tilbage eller søge tilflugt, og et sådant forslag blev heller ikke fremsat af nogen person eller part. Den eneste mulighed var at fortsætte kampen mod terrorangrebet.«

Brevet afsluttes med Assads håb for Syriens fremtid.

»Når staten falder i hænderne på terrorismen, og muligheden for at yde værdifulde bidrag går tabt, bliver enhver position ugyldig og gør arbejdet meningsløst. Der er håb om, at Syrien vil blive frit og uafhængigt igen.«

Det var 8. december, at syriske oprørere indtog Syriens hovedstad, Damaskus.

Senere samme dag lød det fra kilder i Kreml, at Assad og hans familie befandt sig i den russiske hovedstad, Moskva. Det er senere blevet bekræftet.