Længe er Donald Trumps yngste søn, Barron Trump, blevet holdt ude af offentlighedens søgelys.
Men på de interne linjer tyder meget på, at 19-årige Barron spiller en større rolle, end mange går og tror.
Ved sidste års amerikanske præsidentvalg formåede den republikanske kandidat, Donald Trump, på opsigtsvækkende vis at rykke store procentdele af unge vælgere.
Specielt blandt unge mænd var der en stor bevægelse mod Trump.
I 2020 vandt han kun 41 procent af de unge mænd i alderen 18-29 år, da han tabte til Joe Biden.
Helt anderledes gik det i 2024.
Her formåede Donald Trump at vinde 56 procent af de unge mænds stemmer.
Noget havde rykket sig.
Måske kan en del af den forskydning tilskrives den yngste af Donald Trumps børn, 19-årige Barron Trump.
I ugerne og måneder op til valget deltog Donald Trump nemlig i en række podcasts, som hovedsageligt henvender sig til unge – og specielt unge mænd.

Det var dog ikke umiddelbart den på daværende tidspunkt 78-årige Donald Trumps egen idé at besøge eksempelvis Adin Ross eller 'Bussin' With the Boys', kunne man dengang læse i eksempelvis Newsweek og New York Post.
Det var i stedet yngstesønnen Barrons.
Adspurgt direkte af Fox News, om hans søn havde en andel i de beslutninger, svarede Trump:
»En lille smule. Han fortæller mig om en masse 'hotte gutter'. Folk, jeg aldrig har hørt om før. Han siger 'Far, de her fyre er virkelig hotte',« fortalte præsidentkandidat Trump.
Og da Donald Trump formåede at komme på den ekstremt populære 'The Joe Rogan Experience'-podcast – som mange unge mænd lytter til – mens hans modstander Kamala Harris ikke gjorde, var det en kæmpe sejr for Trump og hans kampagne.
Herfra red Trump mod sejren – blandt andet båret af et kæmpe ryk blandt de unge mænd.
Derek Beach, professor ved Statskundskab ved Aarhus Universitet, vurderer, at Barron Trumps indflydelse ikke nødvendigvis er planlagt.
I stedet er det formentlig noget, der bare er opstået.

»Det virker til, at Barron Trump ikke rigtig har en fast rolle, men i stedet at der er tale om gode råd i en familie,« siger eksperten
Tidligere er det kommet frem, at Melania Trump, Barron Trumps mor, har en stigende indflydelse på sin mand.
Og sådan kan det ofte fungere i en familie, forklarer Derek Beach.
»Det kan være sådan nogle små, venlige råd mellem familiemedlemmer, hvor Barron har sagt, at det kunne være en god idé at gå til en bestemt slags podcast, hvis han vil være populær blandt unge,« siger eksperten.
Barron Trump virker i det hele taget til at være mere involveret og interesseret i politik.
Det kunne Donald Trump berette om i forbindelse med drabet på den konservative superstjerne Charlie Kirk tidligere på året.
Direkte på Fox News fortalte Trump om, hvordan Barron en dag var kommet til ham med en bøn:

»Barron kom til mig og sagde: 'Far, jeg vil møde en person'. Jeg troede, han ville møde kong Charles eller sådan noget, men han sagde: 'Jeg vil mødes med Charlie Kirk',« fortalte Trump for rullende kameraer.
Da hans yngste søn kom tilbage fra mødet med den konservative superinfluencer, var dommen klar:
»Han sagde, 'far, den fyr er fantastisk'.«
Barron Trump er endnu blot 19 år.
Der synes stadig langt til, at han for alvor vælger retning i livet.
Men der er ingen tvivl om, at der allerede bliver spekuleret i en fremtid i politik.
Men for de mange – hovedsageligt republikanere – der godt kunne se ham som en mulig præsident, så skal de væbne sig med tålmodighed.
Man kan ikke blive amerikansk præsident før, man er fyldt 35 år.
Dermed kan Barron Trump tidligst stille op om 16 år.

