Barack Obama sad otte år på posten som USAs præsident fra 2008 til 2016, men det ekstremt magtfulde politiske sæde kom med en pris. 

Michelle Obama har tidligere åbnet op omkring, at deres forhold led under det vigtige embede. Og det led i sådan en grad, at den tidligere præsident fortsat betaler af.   

»Jeg stod i dyb gæld til min kone. Så jeg har forsøgt at komme ud af det hul ved at lave sjove ting nu og da,« sagde Barack Obama under en samtale med Hamilton College-præsident Steven Tepper torsdag ifølge People Magazine.

Udtalelserne kommer efter, Michelle Obama tidligere har talt om, hvor hårdt det var at være mor til to døtre og hustru til en amerikansk præsident. 

»Folk tror, ​​jeg er ondsindet, når jeg siger det her, men der var ti år, hvor jeg ikke kunne holde min mand ud. Og gæt, hvornår det skete? Da børnene var små,« sagde hun i 2022 til Revolt tv. 

Hun fortalte, at der var lange perioder, hvor hun ville ønske, at tingene var anderledes, men at hun aldrig havde lyst til at give op. 

Michelle Obama har på trods af sine udtalelser om sin mands embede været de demokratiske vælgeres absolutte favorit til præsidentposten gennem mange år.