Så der den gal igen hos Lufthansa.

Det er kun 14 dage siden, at 100.000 passagerer blev ramt af en strejke i lufthavnene i Frankfurt, Berlin, München, Hamburg, Düsseldorf, Köln og Stuttgart.

Og nu opfordrer den tyske fagforening Verdi så til en ny strejke torsdag og fredag i denne uge.

Det skriver ARD.

Strejken er sat til at begynde torsdag klokken 4 om morgenen, og den vil vare indtil lørdag morgen klokken 7.10.

Verdi har været involveret i en igangværende tvist med flyselskabet, hvor der kræves en lønstigning på 12,5 procent og en inflationsbonus.

Lufthansa har for nylig øget sit bud til en lønstigning på ti procent. Men det blev afvist af 96 procent af de ansatte, som mener, at deres løn ikke er forenelig med inflationen.

Også flere danskere ventes at blive ramt af strejken, da der er en del afgange til og ankomster fra Tyskland i de pågældende dage. 

Det er personalet i lufthavnene, der strejker. 

Verdis forhandlingsleder, Marvin Reschinsky, siger:

»Det er umuligt at forstå, at en virksomhed, der i denne uge kommer med rekordregnskab og bonusser til bestyrelsesmedlemmer ikke kan give lønforhøjelser til medarbejdere på gulvet med en timeløn på 100 kroner.«

Samtidig har de tyske statsbaner, DB, også bebudet en strejke blandt lokoførerne i denne uge. Denne strejke forventes at blive indledt natten til fredag og vare i 35 timer.

Der er altså udsigt til trafikalt kaos til og fra Tyskland i denne uge.