To både, som er lastet med nødhjælp til Cuba, er lørdag nået frem til den cubanske hovedstad, Havana.
Det sker, efter at deres rejse fra Mexico trak ud, hvilket udløste en eftersøgnings- og redningsaktion.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Besætningen tæller ni personer. Heriblandt er amerikanske, franske og tyske statsborgere og en fireårig dreng.
Ifølge AFP så de ved ankomsten ud til at være ved godt helbred, og de smilede og vendte tommelfingrene i vejret, da de lagde til i havnen.
Bådene skal levere de sidste forsendelser fra Nuestra América Convoy. Det er en international humanitær indsats, der har fragtet nødhjælp til Cuba, mens en olieblokade fra USA forværrer Cubas energikrise og landets økonomiske udfordringer.
- Vi er meget kede af at have gjort folk bekymrede for os. Vi var aldrig i nogen rigtig fare, siger den 33-årige amerikaner Adnaan Stumo, som er koordinator for konvojen, til journalister.
- Det var ikke en meget svær rejse. Det er bare en omstændig rejse, lyder det videre.
Ifølge AFP blev bådene modtaget af en forsamling af cubanere - blandt andet embedsmænd fra landets regering. De kunne høres råbe "længe leve revolutionen" og "ned med imperialismen".
De to skibe - "The Friend Ship" og "Tiger Moth" - sejlede fra det sydøstlige Mexicos Yucatán-halvø den 20. marts. Det var ventet, at de ville ankomme til Cuba tirsdag eller onsdag.
Torsdag meddelte Mexicos flåde, at en eftersøgnings- og redningsaktion var blevet igangsat, fordi man havde mistet kontakten til besætningen.
Tidligt lørdag meddelte arrangørerne af konvojen så, at den mexicanske flåde havde lokaliseret bådene - og at besætningerne var i sikkerhed.
Fra flåden lød det, at et af dens luftfartøjer havde fået øje på bådene 80 sømil nordvest for Havana. Flåden udsendte så et skib til at hjælpe dem på den sidste strækning.
Bådene er blandt andet lastet med medicin og mad.
/ritzau/
