Den tidligere italienske premierminister, forretningsmanden og milliardæren, Silvio Berlusconi, er død.

Han blev 86 år. 

De italienske aviser Corriere della Sera og La Gazzetta dello Sport skriver, at den kontroversielle politiker sov ind på et hospital i Milano mandag.

Berlusconi var premierminister ad tre omgange og ledede tre italienske regeringer mellem 1994 og 2011. Hans seneste embedsperiode var fra 2008 til 2011.

Han blev kendt som en af Italiens mest flamboyante politikere, og hans karriere var præget af sexskandaler, utallige beskyldninger om korruption og en dom for skattesvig. 

Selv kaldte han sagerne en hetz, som kostede ham over 200 millioner euro.

I 2013 blev han dømt fire års fængsel for skattefusk. Han ankede og blev i stedet idømt et års samfundstjeneste.

Han afsonede ved at hjælpe på et ældrecenter i Milano.

Han har også været anklaget for at betale for sex med en mindreårig og for at have brugt sin politiske magt til at få hende løsladt fra fængslet.

Berlusconi blev født i Milano i 1936 og blev egentlig uddannet inden for ejendomsudvikling. 

Senere stiftede han Italiens første kommercielle tv-selskab, Mediaset, som blev den største medievirksomhed i Italien. 

Han stiftede partiet Forza Italia i 1990erne og forvandlede – ifølge nyhedsbureauet Reuters – det politiske landskab i Italien. 

Mellem 1986 og 2017 ejede han fodboldklubben AC Milan. 

Den seneste tid har han været indlagt på hospitalet, hvor han er blevet behandlet for en lungeinfektion i relation til en kronisk leukæmi. 

Corriere della Sera, der er Italiens største avis, skriver, at Berlusconi døde på San Raffaele-hospitalet i Milano. Her havde han været indlagt siden fredag.

Han har også haft prostatakræft og har haft en pacemaker. 

Forza Italia er en del af den nuværende premierminister Giorgia Melonis regeringskoalition. Berlusconi har ikke haft en rolle i denne regering, men Reuters forudser alligevel, at hans død kan destabilisere italiensk politik i de kommende måneder.